Kalundborg Kommune deltog fra 2009 til januar 2012 i et EU-projekt kaldet BaltCICA. Temaet var klimatilpasning i østersøområdet. På denne side finder du baggrund og resultater.
BaltCICA er et samarbejde mellem 24 partnere i otte østersølande. Projektet, der sluttede i januar 2012, skulle dels vurdere klimaændringernes betydning lokalt, dels teste og implementere konkrete løsningsforslag. Desuden skulle man i løbet af projektet vurdere omkostninger af klimaændringer og risikoen for oversvømmelser.
BaltCICAs overordnede mål var at:
- Vurdere klimaændringernes betydninger for det levende miljø og de lokale udviklingsmuligheder
- Teste og implementere konkrete løsningsforslag i tæt samarbejde med de regionale og lokale myndigheder
- Vurdere omkostningerne af klimaændringerne og den øgede risiko for oversvømmelser på et regionalt niveau
- Udvikle et koncept til forvaltning af processen af reduktion og tilpasning til klimaforandringer
De danske samarbejdspartnere
Fra Danmark deltog Kalundborg Kommune sammen med GEUS – De nationale geologiske undersøgelser for Grønland og Danmark – og Teknologirådet.
Tissø og Reersø-området blev undersøgt
Til projektet skulle der bruges et afgrænset, lokalt område at arbejde med, og der blev derfor udpeget et kystnært område ved Tissø og Reersø. Her findes både helårsbeboelse, landbrug, kulturmiljøer og store områder med sommerhuse. Områdets rummer store naturområder med søer, vandløb og mose, heraf er en del internationale beskyttelsesområder. GEUS har stået for at analysere konsekvenserne af klimaforandringernes betydning mellem Tissø og Reersø.
Her kan du se et kort over det område i kommunen, der indgik i BaltCICA-projektet.
Workshops om fremtidsscenarier
I efteråret 2009 afholdt Teknologirådet og Kalundborg Kommune et scenarieværksted om klimatilpasning, hvor der blev taget udgangspunkt i tre scenarier. Scenarierne blev udsendt som debatoplæg til scenarieværkstedets omkring 25 deltagere forud
for mødet og lå således til grund for deltagernes diskussioner og udvikling af egne visioner og handleplaner. Scenarierne er baseret på beregninger udført af GEUS og skildrer, hvad der forventes at ske i området i takt med at klimaet ændrer sig i det kommende århundrede.
De tre scenarier
De tre fremtidsscenarier tager afsæt i tre grundlæggende forskellige mulige måder, hvorpå vi kan forholde os til de fremtidige klimaændringer. De tre fremtidsscenarier er:
et grundscenario eller “laissez-faire“ scenario - der gøres ikke noget specielt for at afbøde virkningerne
et beskyttelsesscenario - der går ud på, at vi i videst mulig udstrækning forsøger at beskytte alle områdets interesser
et tilpasningsscenario - der tager udgangspunkt i, at vi skal forsøge at tilpasse os til de fremtidige klimaændringer
Scenarierne er fiktive fremtidshistorier skrevet af en lige så fiktiv journalist ved den lokale, fiktive netavis. Holdningen i historierne er en journalists kritisk neutrale, dog med et uundgåeligt islæt af subjektivitet, da det ikke er en videnskabelig beskrivelse, men situationen set gennem et almindeligt menneskes øjne.
- Indledende beskrivelse af scenarierne
- Scenarie 1
- Scenarie 2
- Scenarie 3
- Teknologirådets scenarie for 0,8 m havstigning
Resultatet af workshoppen
På workshoppen blev der af deltagerne udarbejdet fire visioner. Der er tale om produktet af scenarieværkstedet og ikke de endelige visioner, der senere blev præsenteret på borgertopmødet i 2011. De fire scenarier kan ses her:
- Vision 1 - tilpasning
- Vision 2 - i dialog med naturen
- Vision 3 - kystsikring
- Vision 4 - havdige på åbent hav
Borgertopmøde om klimatilpasning
Den 5. marts 2011 blev der i regi af BaltCICA-projektet gennemført et stor borgertopmøde om klimatilpasning. BaltCICA-projektets analyser af havstandsstigninger i udvalgte områder af kommunen dannede sammen med beregninger af omkostningerne ved forskellige klimatilpasningsløsninger og input fra scenarieværkstederne grundlaget for materialet deltagerne på borgertopmødet blev præsenteret for.
Du kan læse mere om borgertopmødet her.