Indledning
For at skabe en kommune med plads til os alle skal vi arbejde sammen på tværs. Når det offentlige, det private, de frivillige og resten af samfundet går sammen i tæt samarbejde, skabes de bedste rammer for, at vi sammen sikrer, at Kalundborg Kommune fremadrettet understøtter handicappede borgere i at udnytte egne ressourcer bedst muligt. Dette sker ved, at alles viden og engagement kombineres på kryds og tværs i kommunen, for at vi sammen kan gentænke og udvikle rammerne for det gode liv for alle.
Denne politik er udformet, med udgangspunkt i FN’s handicapkonvention ratificeret i Danmark i juli 2009, i et tæt samarbejde med Handicaprådet og relevante organisationer på området. Igennem samarbejdet med Handicaprådet og disse organisationer understøttes samarbejdet med borgere, arbejdspladser, erhvervsliv, interesseorganisationer, frivillige foreninger og øvrige netværk. Netop dette samarbejde er grundlæggende for at skabe gode vilkår for borgere med handicap.