Forord
Her kan du blive klogere på, hvad en delegationsplan er, hvad formålet med den er, og hvor ofte planen skal redivideres.
Kalundborg Kommunes Styrelsesvedtægt fastlægger ansvarsområder, rollefordeling og opgaver mellem Kommunalbestyrelse, Økonomiudvalg, de enkelte fagudvalg og administrationen. Derudover fastlægger lovgivning på enkelte sektorområder kompetencefordelingen i nogle tilfælde. Desuden indeholder den kommunale styrelseslov særlige regler om Økonomiudvalgets ansvarsområder. Delegationsplanen skal således ses i sammenhæng med Kalundborg Kommunes styrelsesvedtægt.
Da det politiske niveau i sagens natur ikke kan forholde sig til og træffe afgørelser i alle kommunens sager, er det almindeligt anerkendt og accepteret, at en række opgaver og sager behandles og afklares af det administrative niveau. Denne opgave- og sagsfordeling mellem det politiske og det administrative niveau beror på delegation af beslutningskompetencen.
Delegationen kan enten være meddelt udtrykkeligt/direkte fra det politiske til det administrative niveau, eller bero på såkaldt stiltiende delegation, hvilket vil sige, at det administrative niveau har beslutningskompetencen, uden at det på forhånd er aftalt med det politiske niveau. Sidst nævnte hænger sammen med, at det ikke er praktisk muligt i delegationsplanen at medtage alle de beslutninger der træffes i en kommune. Delegationsplanen tager derfor ikke høje for alle beslutninger – den er ikke udtømmende.
Formålet med denne delegationsplan er at "folde styrelsesvedtægtens overskrifter ud" og i hovedtræk beskrive, hvilke opgaver/ sager det politiske niveau (Kommunalbestyrelse, Økonomiudvalg, fagudvalg tager sig af, og hvilke opgaver/sager der er overladt - delegeret - til det administrative niveau.
Det politiske niveau kan i princippet delegere sine beføjelser til hvilket som helst niveau i administrationen, medmindre der i lovgivningen er fastsat et delegationsforbud. I praksis sker det til direktøren for det pågældende fagområde, der i de fleste sager vil videredelegere sin beslutningskompetence, primært til fagcheferne.
Økonomiudvalget og fagudvalgene kan også beslutte at delegere beslutningskompetencen til formanden for udvalget. En sådan beslutning kræver dog, at alle udvalgsmedlemmerne, inkl. formanden, er enige om delegationen.
Desuden er udvalgsformanden efter den kommunale styrelseslov tillagt beslutningskompetence i sager, der ikke tåler opsættelse, og i sager der ikke giver anledning til tvivl (hos hverken formanden eller de øvrige udvalgsmedlemmer).
Det politiske niveau kan til enhver tid tilbagekalde delegationerne, der er meddelt det administrative niveau, medmindre delegationerne beror på særlige lovregler. Tilsvarende kan det administrative niveau vælge at forelægge en sag for det det politiske niveau, selv om beslutningskompetencen er delegeret til det administrative niveau. Dette vil typisk ske i sager, som administrationen vurderer er af principiel eller særlig politisk interesse.
Uanset vedtagen delegationsplan skal enhver sag, hvis afgørelse er af vidtrækkende betydning for kommunen, eller hvor særlige grunde i øvrigt taler derfor, forelægges Kommunalbestyrelsen til afgørelse.
Ligeledes skal klager til Tilsynet over kommunen forelægges for Kommunalbestyrelsen i det omfang Tilsynet anmoder om Kommunalbestyrelsens udtalelse i relation til klagen. I disse tilfælde skal både forslag til svar på Tilsynets henvendelse og Tilsynets efterfølgende afgørelse forelægges for Kommunalbestyrelsen. Det påhviler cheferne at være opmærksomme herpå.
Delegationsplanen for de politiske udvalg er tænkt som en "vejviser" både for politikerne og administrationen med hensyn til, hvem der har sagsbehandlings- og beslutningskompetencen.
Delegationsplanen er opdelt i forhold til de enkelte politiske udvalgs ansvarsområder og opgaver som angivet i kommunens styrelsesvedtægt.
Både efter den kommunale styrelseslov og kommunens styrelsesvedtægt har Økonomiudvalget til hovedopgave at sikre, at løsningen af kommunens opgaver koordineres og er baseret på helhedsorienteret og tværgående hensyn.
Derfor indeholder delegationsplanen for Økonomiudvalget de delegationer, som er tværgående og gældende for hele organisationen. I planen er det under de enkelte delegationer angivet, hvorvidt fagudvalgene også skal inddrages (høres). Herudover indeholder delegationsplanen for Økonomiudvalget også de delegationer, der knytter sig til de specifikke ansvarsområder/opgaver, som Kommunalbestyrelsen i Styrelsesvedtægten har fastsat skal varetages af Økonomiudvalget.
De øvrige delegationsplaner knytter sig specifikt til de enkelte fagudvalg, og indeholder de udtryk-kelig givne delegation der knytter sig til det pågældende fagudvalgs sagsområder og opgaver (opdelt efter temaer).
Kompetencefordeling i forhold til andre myndigheder er ikke medtaget.
Delegationsplanerne bør ændres i takt med, at der sker ændringer i udvalgenes ansvarsområder og opgaver, eller i de opgaver, som kommunen skal løse. Det vil derfor være nødvendigt løbende at foretage ajourføring af planen. Det påhviler endvidere cheferne til stadighed at være opmærksomme på nye områder, hvor delegation kan og bør finde sted.
Delegationsplanen skal dog mindst 1 gang i en kommunalbestyrelses funktionsperiode gennemgås med henblik på ajourføring og forelæggelse for Kommunalbestyrelsen. Næste revision skal forelægges Kommunalbestyrelsen senest i 3. kvartal 2026.