Hvad er PPR?
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) har fokus på børn og unge i alderen 0-18 år, deres trivsel, læring og udvikling. Vi arbejder tæt sammen med børn, unge, deres familie og netværk, samt lærere og pædagoger i dagtilbud og skoler. Vi arbejder også sammen med fx socialrådgivere, sundhedsplejen samt konsulenter for dagtilbud og skoler.
PPR har to overordnede mål
- at understøtte udviklingen af gode læringsmiljøer generelt.
- at indgå i konkrete samarbejder, når børn eller unge er udfordret på deres trivsel, læring og muligheder for at udvikle sig.
PPR er Fagcenter Børn, Læring og Uddannelse rådgivningstilbud, hvor forældre og personale i Kalundborg Kommune kan henvende sig for at få råd og vejledning om børn og unge.
PPR arbejder ud fra et kontekstorienteret børnesyn, hvilket betyder, at formålet er at understøtte dagtilbud og skoler således, at barnet får bedst mulige betingelser for at udvikle sit potentiale. Dette betyder for langt de fleste børn, at arbejdet finder sted i dagtilbud eller skole.
Medarbejdere i PPR
I PPR er der ansat logopæder, fysioterapeut, ergoterapeut, psykologer, pædagogisk psykologiske konsulenter og inklusionsvejledere. Alle faggrupper har et tæt samarbejde med personale og ledelse i dagtilbud og skoler. Alle faggrupper bidrager med deres fagprofessionelle vinkel til at understøtte samarbejdet om at skabe udvikling, læring og trivsel i forhold til en gruppe af børn, det generelle læringsmiljø og indsatser omkring enkelte børn.
Kontakt PPR
Det er vigtigt for os at samarbejdet omkring dit barn er forankret tæt omkring barnets dagligdag, da erfaringen er, at vi lykkes bedst med at skabe forandringer på denne måde. Derfor vil vi i de fleste tilfælde henvise dig til at kontakte dit barns daginstitution eller skole, for den vej igennem at etablere et samarbejde.
Hvis du ikke ved hvem fra PPR, du skal tale med, så kan der enten ringes til Kalundborg Kommunes hovednummer eller sendes digital post til Fagcenter Børn, Læring og Uddannelse, og så vil medarbejderne hjælpe med at finde ud af, hvem du skal tale med.