Klimaforandringer, stigende energipriser og ønsket om forsyningssikkerhed kalder på en fokuseret indsats for at fremme en bæredygtig udvikling. Der er brug for alle gode kræfter, så vi kan tilpasse os klimaforandringerne og nedbringe udledningen af drivhusgasser.
Kommunalbestyrelsen vedtog i 2023 en klimahandlingsplan KALUNDBORG 2050 med få, men nøje udvalgte og vigtige indsatsområder.
Kalundborg 2050 er en overordnet strategisk klimaplan, der beskriver hvordan Kalundborg Kommune i samarbejde med forskellige aktører understøtter de nationale klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 % inden 2030 og opnå klimaneutralitet i 2050.
Kalundborg 2050 beskriver desuden, hvordan vi vil imødegå klimaændringerne gennem rettidig forebyggelse og klimatilpasning.
Strategisk energiplan
Kommunalbestyrelsen vedtog en Strategisk Energiplan i 2018. Formålet med planen er at sætte de overordnede rammer og den strategiske retning for omstillingen til et bæredygtigt energisystem, hvor kul, olie og naturgas bliver erstattet af vedvarende energikilder. Energiselskaberne, virksomhederne, vidensinstitutioner mfl. og skabelsen af flere arbejdspladser er et vigtigt element i kommunens fremtidige udvikling og bæredygtige vækst.
Med vedtagelsen af Klimahandlingsplanen i 2023 blev det besluttet, at den Strategiske Energiplan skal revideres inden udgangen af 2025.