Kultur- og Fritidspolitikken for Kalundborg Kommune angiver retningen for udviklingen af kunst, kulturliv, idræt og foreningsliv.
Den innovative videns- og oplevelseskommune
Kalundborg skal bygge på viden og kreativitet i sin udvikling.
Det er vigtigt at se og forstå kultur- og fritidspolitikken som del af en sammenhæng, der udgøres af foreninger, frivillige, institutioner, kommunale tilbud og virksomheder.
Identitet og synlighed
Kultur- og fritidspolitikken skal bidrage til at synliggøre og formidle Kalundborg Kommunes identitet.
Den skal fremme stoltheden hos borgere og nysgerrigheden hos gæster med en god og spændende fortælling om Kalundborg. Med i fortællingen hører et stærkt kulturliv med attraktive tilbud til børn, unge og voksne.
Med kultur- og fritidspolitikken kan vi stimulere innovation, bosætning og fastholdelse af de unge.
Samarbejde og sammenhæng
Kultur- og fritidspolitikken bygger på og forholder sig til den overordnede vision for Kalundborg Kommune og de øvrige politikker, strategier og handlingsplaner.
Kultur- og fritidspolitikken lægger vægt på at fremme
- Viden
- Oplevelser
- Udvikling og
- Vækst
Det skal ske i samarbejde og fællesskab med institutionerne, foreningslivet og virksomhederne.
Med respekt for den rige kulturarv og attraktive natur skal Kalundborgs identitet undervejs udfordres og udforskes og en ny fortælling skabes – en fortælling, som peger ind i fremtiden, og som skal øge synlighed og kendskab til kommunen.
Børn og unge
Kultur- og fritidspolitikken har et særligt fokus på børn og unge og dermed på den kulturelle fødekæde, som sikrer rammer og råstof til børnenes og de unges kultur- og fritidsliv.
Kunst og dialog
Kulturpolitikken skal sikre kunstens fornyende funktion i det offentlige rum . Den skal udvikle dialog og frirum for oplevelser og erfaringer, hvor menneskelivets og samfundets store spørgsmål endevendes på en sanselig, følelsesmæssig og intellektuel måde.
Virkeliggørelsen af visionen og ambitionerne fodrer, at alle gode kræfter i kommunen arbejder aktivt med.