FORORD
Folkeoplysningspolitikken for Kalundborg Kommune sætter retningen for udviklingen af idræts-, fritids- og aftenskolelivet frem mod 2021.
Politikken skal bidrage til at skabe opmærksomhed på området, hos borgerne, foreningslivet og potentielle samarbejdspartnere. I dag ved vi, at folkeoplysning ikke bare er foreningsliv og voksenundervisning. Foreningerne bidrager, med deres aktiviteter og fællesskaber, i høj grad alle til vores velfærd ved at give mulighed for at deltage i sociale fællesskaber, være aktiv, dyrke motion og knytte nye venskaber.
At være en del af et fællesskab og leve aktivt er afgørende for vores trivsel, hele livet. Folkeoplysningspolitikken sætter derfor særligt fokus på at fremme foreningernes vilkår og rammer, men også på at øge bevidstheden hos borgerne om de mange muligheder, der findes for at dyrke sine interesser i Kalundborg Kommune.
Mange af foreningerne har allerede gode samarbejdsrelationer, med både andre foreninger, offentlige institutioner og virksomheder. Der er store potentialer for både foreningerne og de der samarbejdes med - både i forhold til synlighed og bedre fælles opgaveløsning. Folkeoplysningspolitikken øger fokus på dette område, hvor nye muligheder og potentialer for i fællesskab, at skabe bedre resultater skal understøttes.
For at løfte ambitionerne ud i virkeligheden skal dialog mellem borgere, foreninger og politikkere sikre, at vi arbejder i samme retning, med politikken som fælles fundament. - Vi glæder os til at tage fat.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ole Glahn
Formand for Folkeoplysningsudvalget, Jørgen Rud
Ønsker du at få tilsendt Folkeoplysningspolitikken i et folder-format der er print-venligt, så kan du sende en mail via digital post til Kultur og Fritid.