Hvis du kommer fra et land uden for EU/EØS og Schweiz, skal du have tilladelse til at opholde dig i Danmark, mens du studerer.
Der gælder forskellige regler for opholdstilladelse afhængig af, hvilken slags uddannelse du vil tage. Læs om reglerne på Udlændingestyrelsens hjemmeside, nyidanmark.dk:
Det er den enkelte uddannelsesinstitution, der vurderer, om du er kvalificeret til at blive optaget på en bestemt uddannelse, og om du eventuelt kan få merit (få godskrevet dine tidligere studier).
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan vurdere din udenlandske uddannelses niveau.
Du kan slå op i Eksamenshåndbogen og se, hvilke udenlandske eksamener der generelt vurderes som adgangsgivende til danske uddannelser.
Udenlandske studerende, som uddanner sig i Danmark, får som udgangspunkt ingen støtte til opholdet og skal selv finansiere studierne.
Der er dog mulighed for at få SU, hvis du som studerende opfylder en række særlige betingelser.
Hvis du vil klage over et afslag om optagelse på en uddannelse, skal du henvende dig til uddannelsesstedet.
Vil du klage over en afgørelse om merit ved en dansk uddannelse, skal du klage til Kvalifikationsnævnet, som hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Klagen skal gå igennem uddannelsesinstitutionen.
Du kan ikke klage over en vurdering fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Styrelsen skal dog tage stilling til alle henvendelser og kan vælge at foretage en ny vurdering, hvis du for eksempel indsender nye oplysninger, der kan styrke din sag.
Lovgivning
Du kan læse mere om reglerne for vurdering og godkendelse af udenlandsk uddannelse i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v.