I Kalundborg er der et aktivt og fremsynet erhvervsliv, som for en stor dels vedkommende er beskæftiget inden for biotek- og medicinalindustrien. Her er plads til mange flere, som vil gøre brug af de fordele, der er ved at være en stærkt voksende kommune – uanset om du vil starte virksomhed eller finde dit drømmejob.
Kalundborg huser allerede verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion og verdens førende industrielle symbiose. Men ud over den ledende position inden for flere produktionsområder, er der i kommunen også en lang række mindre virksomheder og startups samt et stærkt fokus på grøn omstilling.
Der er mange fordele ved at drive virksomhed i Kalundborg. Med den veludbyggede og velfungerende infrastruktur, er der nem adgang til og fra Slagelse og Næstved i syd samt både motorvej og togforbindelse til Holbæk, Roskilde og København mod øst.
Et stærkt voksende miljø
Derudover er Kalundborgs erhvervsliv i rivende udvikling. Alene sidste år blev der skabt over 1200 nye jobs inden for kommunens grænser, og væksten forventes at fortsætte.
Og så har de lokale uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet tradition for et nært og stærkt samarbejde; forskning, innovation og adgang til veluddannet arbejdskraft ligger altså lige for, hvilket er en kæmpe fordel, når en stor del af virksomhederne arbejder inden for biotek- og medicinalindustrien.
Hjemsted for ambitiøse erhverv
Kalundborg er hjemsted for det unikke partnerskab Alliancen Biotekbyen, hvor lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører samarbejder for i fællesskab at understøtte og styrke byens industri, uddannelsesmuligheder og den grønne omstilling. Samarbejdet bygger på den model, der i byen går under navnet ”Kalundborg-modellen”, som handler om samarbejde, stærke partnerskaber og ikke mindst om at løfte i flok.
Udviklingen har også spredt sig til resten af kommunen. Blandt andet er den gamle sukkerfabrik i Gørlev blevet til hjemsted for FermHub, hvor forskere, studerende og industri kan afprøve og udvikle teknologier i et kommercielt og professionelt fermenteringsmiljø. FermHubs vision er at blive en førende platform, et ”Fyrtårn i Norden”, indenfor industriel biofermentering.
Erhvervslivet består af enkelte store globale produktionsvirksomheder og en stor underskov af mellemstore og mindre virksomheder, ligesom iværksætteriet trives. Det skyldes ikke mindst, at kommunen er orienteret mod erhvervslivets behov. Her er løbende attraktive erhvervsgrunde til salg, kommunens erhvervsservice kan rådgive om alt fra byggeansøgninger til miljøregler, og generelt er der stærke netværk på tværs af virksomhederne.
Bæredygtighed og grøn omstilling
Verdens førende industrisymbiose, Kalundborg Symbiose, hører også hjemme i Kalundborg. Symbiosen har en cirkulær tilgang til produktion, hvilket betyder at offentlige og private virksomheder arbejder sammen, så én virksomheds overskud af energi, vand og restmaterialer, skaber værdi hos en anden.
Partnerskabsmodellen har i mere end 50 år skabt bæredygtig vækst gennem samarbejdet og der udvikles fortsat nye projekter, som er med til at fremme virksomhedernes grønne omstilling.
Endelig er Kalundborg også bare et dejligt sted at være – her er vi tæt på naturen og hinanden.