Hvert fjerde år skal Kommunalbestyrelsen offentliggøre en strategi for kommunens udvikling.
En vision og seks temaer
Den gældende strategi for kommunens udvikling ‘Kalundborg Kommunes udviklingsstrategi frem mod 2030’ blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 29. januar 2020.
Kalundborg Kommunes udviklingsstrategi frem mod 2030 består af et tværgående tema om bæredygtig udvikling i byen og på landet, samt fem temaer om henholdsvis bosætning, vækst, velfærd, uddannelse og infrastruktur. Alle temaer forholder sig til Kommunalbestyrelsens overordnede vision om, at Kalundborg kommune er et godt sted at bo og leve, uddanne sig, arbejde og drive virksomhed.
Mål for en bæredygtig udvikling
Kommunalbestyrelsens mål fremgår af de enkelte temaer i udviklingsstrategien. Mange mål kan kun blive indfriet, når flere parter går sammen om at udvikle og finde løsninger i fællesskab. Kommunalbestyrelsen har under overskriften ’Mangfoldige ressourcer og fællesskaber på tværs’ fremlagt eksempler på komplekse udfordringer, der vedrører henholdsvis klima, uddannelse, sundhed og boliger. Det er eksempler på områder, hvor borgere, virksomheder, foreninger, myndigheder mv. med fordel kan gå sammen om at realisere målene. Der er ligeledes givet forslag til, hvilke af FN’s 17 Verdensmål, der kunne være relevante at forholde sig til i den indsats.
Læs mere om FN’s 17 Verdensmål
I forbindelse med udarbejdelsen af udviklingsstrategien, blev der i februar 2019 afholdt en tværfaglig workshop: 'Bæredygtig kommune - Kalundborg 2030', hvor FN’s 17 Verdensmål og udviklingsstrategiens temaer var på programmet. Borgere, virksomheder og foreningsrepræsentanter deltog sammen med medlemmer af Kommunalbestyrelsen og gav deres bud på, hvordan kommunen kan udvikle sig i en bæredygtig retning.
Høring og hvidbog
Udviklingsstrategien har været i offentlig høring fra den 12. august til den 14. oktober 2019. Kommunalbestyrelsen har på møde den 29. januar 2020 godkendt en hvidbog til udviklingsstrategien, som består dels af behandlingen af høringssvarene, dels kopi af alle indsendte høringssvar.
Planlovens bestemmelser
Kommunalbestyrelsen skal i henhold til planloven offentliggøre en strategi for kommunens udvikling inden udgangen af 1. halvdel af valgperioden. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst otte uger for fremsættelse af ideer, forslag m.v. og kommentarer til den offentliggjorte strategi. Kommunen kan vælge at afholde offentlige møder i høringsperioden. Udviklingsstrategien sætter retningen for den kommende kommuneplan ved at angive de strategiske indsatsområder, som Kommunalbestyrelsen vil arbejde med i den kommende kommuneplanperiode. Kommunalbestyrelsens beslutning om revisionsomfanget af den kommende kommuneplan offentliggøres med udviklingsstrategien.
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til de fremkomne bemærkninger til udviklingsstrategien og kan i forbindelse hermed vedtage ændringer af den offentliggjorte strategi. Ifølge Planlovens 23 a, stk. 7 skal Kommunalbestyrelsen foretage offentlig bekendtgørelse af, om der er vedtaget ændringer af strategien. Offentlig bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt.