Borgertopmøde om klimatilpasning
I 2011 mødtes 350 borgerne for at drøfte klimatilpasning og tilkendegive deres meninger ved en elektronisk afstemning. Resultatet indgår i arbejdet med kommunens klimatilpasningsplan.
Sammen med Teknologirådet gennemførte Kalundborg Kommune den 5. marts 2011 et stort anlagt borgertopmøde om klimatilpasning. Borgertopmødet er en del af BaltCICA-projektet, som kører i perioden 2009-2013. Formålet med borgertopmødet var at indhente borgernes holdninger til klimatilpasning, og bruge resultatet i det videre arbejde med klimatilpasningsplanen.
Metode
Borgertopmødet i Kalundborg Hallerne blev planlagt og gennemført i samarbejde med Teknologirådet, der har flere års erfaringer med denne type møder. Programmet bestod af en række debatrunder. Hver runde blev indledt med et kort oplæg, hvorefter deltagerne drøftede emnet i grupper på 8 personer. For hver runde blev deltagerne bedt om at afgive deres individuelle mening om et givent spørgsmål. Afstemningen foregik elektronisk og resultatet kunne ses i minutterne umiddelbart efter.
Folkeoplysning om klimatilpasning
Borgerne var inviteret til borgertopmødet med en personlig invitation. De der meldte sig til modtog forud for mødet et hæfte udarbejdet til lejligheden på ca. 30 sider om klimatilpasning. Baggrundsmaterialet beskrev lokale scenarier for fremtidige havstandsstigninger og sammenfattede en række spørgsmål og dilemmaer, som borgeren kunne forberede sig på inden mødet. Det kunne for eksempel være disse:
- Skal vi beskytte os med diger, pumper og dræn?
- Skal vi give efter for naturens kræfter og på sigt måske opgive udsatte huse og landbrugsjord?
- Hvordan skal vi prioritere i forhold til land, by, erhverv, sommerhuse og naturområder?
- Hvem har ansvaret?
Du kan her læse baggrundsmaterialet som alle deltagerne på Borgertopmødet modtog forud for 5. marts.
Afstemningsresultat
Her kan du læse afstemningsresultaterne for borgertopmødet.