Vind og vejr påvirker vores omgivelser. Kysterne bliver udsat for slid fra strøm og bølger, hvor der flyttes rundt på store mængder materiale. Højere vandstand og hyppigere storme giver øget risiko for oversvømmelse i fremtiden. Nogle steder langs kysten er det nødvendigt at sikre og beskytte kysten mod havet.
Strande og kystlandskaber er attraktive naturressourcer, der foruden vejrligets luner, er underlagt ønsker om bebyggelse og rekreativ udnyttelse. Derfor opstår ofte den klassiske konflikt mellem interesse i bevarelse af fx bygninger og grunde på den ene side og beskyttelse af naturen på den anden.
Formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker og ejendom mod oversvømmelser og ødelæggende erosion fra havet.