Længst ude på spidsen af den 15 kilometer lange halvø, Røsnæs, står du på Sjællands vestligste punkt. Herfra kan du skue ud i Storebælt til Samsø og Storebæltsbroen. Røsnæs har en enestående natur. Voldsom og stedse i bevægelse. Her er udsyn, lys, luft, skov og hav, storslåede overdrev og en stilhed der gør at man pludselig bliver opmærksom på insekternes svirren i luften. Sjællands vestligste punkt fortæller en enestående historie om natur, geologi, søfart, krig og kultur (Naturstyrelsen, 2021).
På Naturstyrelsens hjemmeside finder du en komplet samling over Røsnæsspidsens aktiviteter, dyr og planter, historie, kort, praktisk information, turfolder og meget mere. Du finder hjemmesiden på Naturstyrelsen.dk
På hjemmesiden Røsnæs rundt finder du flere informationer om både Røsnæsspidsen, men også det øvrige Røsnæs. Eksempelvis beskrives Røsnæs havn i Nyby på Røsnæs nordkyst, hvor der er etableret lækre faciliteter med mulighed for badning året rundt, toiletter og borde og bænke indendørs som udendørs.
Klimaet på Røsnæs er det såkaldte storebæltsklima, der er varmere og tørrere end andre steder i landet. På de sydvendte skrænter er der ekstra varmt og tørt og her trives nogle helt særlige dyr og planter som kun findes få andre steder i landet.
Fra Røsnæs naturrum kan vandreturen begynde. Det smukke kuperede landskab har flere markeringer med landmarks undervejs, der beskriver noget om området og dets oprindelse.
Du kan også besøge Røsnæs Naturskole.
Læs om dette og meget mere om Røsnæs på Røsnæs Rundt.
Røsnæsspidsen er sammen med kystskrænterne og fjorden beskyttet som internationalt naturbeskyttelsesområde, da det er et af kommunens fire Natura 2000-områder.
Natura 2000 er et økologisk netværk af beskyttede naturområder igennem hele EU. Netværket består af områder udpeget som habitat- og fuglebeskyttelsesområder. Røsnæs og Røsnæs Rev er udpeget som habitatområde. Kommunens handleplan for området finder du på Natura 2000 Handleplaner (kalundborg.dk)
(Kort over Natura 2000 området Røsnæs og Røsnæs Rev, 2023, Dataforsyningen)