Formålet med beredskabsplanen er at beskrive, hvordan Kalundborg Kommunes beredskab i forbindelse med fysisk/psykisk vold og seksuelle overgreb mod børn fungerer, samt negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier. Det er desuden formålet, at beredskabsplanen skal bidrage til en hurtig, ensartet og professionel håndtering af sager der rammer ind i beredskabsplanens målgrupper.
Formålet med beredskabsplanen er også at bidrage til at sikre en indsats på området.
Lovgrundlaget for beredskabsplanen fremgår af barnets lov § 15, stk. 2 og 3:
”Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge og til behandling af sager om sådanne overgreb. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres
familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde
år.”
Hvis man som medarbejder står med en konkret mistanke eller viden om, at et barn har været udsat for seksuelt overgreb eller fysisk/psykisk vold, eller oplever negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter, skal man straks dele denne mistanke eller viden med sin nærmeste leder. Lederen er herefter ansvarlig for det videre forløb, herunder kontakt til den relevante børn- og ungerådgiver i Fagcenter Børn og Familie.
Underretninger fremsendes via kommunens hjemmeside: Børn, unge og familier - selvbetjening (kalundborg.dk)
Den skærpede underretningspligt i barnets lov § 133 fastsætter følgende:
” Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at,
1) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte efter denne lov,
2) et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for støtte efter denne lov på grund af de kommende forældres forhold,
3) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for støtte efter denne lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten eller
4) et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.”.
Beredskabsplanen er sidste gang blevet behandlet af Børn- og Familieudvalget marts 2023.