Naturbeskyttelsesloven trådte i kraft 1. juli 1992 og beskytter med lovens § 3 alle landets søer med et areal større end 100 m2 og alle enge, moser, heder, overdrev og strandenge større end 2500m2. Dette er i daglig tale § 3 områder eller § 3 natur.
Samtidig blev de åstrækninger der allerede blev beskyttet i 1982 lagt ind under § 3 beskyttelsen.
Formålet med loven var at stoppe den tilbagegang naturtyperne var udsat for landet over.
Med loven blev det forbudt at ændre ved naturområdernes tilstand, med mindre kommunen har givet dispensation.
Hvad er en ændring af tilstanden?
Du må anvende et beskyttet naturområde, som du hidtil lovligt har gjort, men du må ikke ændre tilstanden i området. Tilstandsændringer kan f.eks. være:
- jordbehandling og pløjning, herunder øget hyppighed af omlægning af f.eks. enge
- terrænændringer i form af opfyldning eller gravning
- forandring af vegetationen ved både tilsåning, tilplantning og ved rydning af krat m.m.
- øge gødskning eller sprøjtning - enge må kun gødskes og sprøjtes i samme omfang som hidtil, heder, moser og overdrev må aldrig gødskes eller sprøjtes.
- ændringer af vandstand i enge, søer og moser ved f.eks. dræning
- ændringer af bund- og brinkprofil i søer og åer
- rørlægning, regulering eller opstemning af vandløb
- udsætning af fugle, fisk og krebs
- udlægning af foder ved søer, idet en øget næringsstoftilførsel kan bevirke en tilstandsændring.