Saltbæk Vig er et enestående naturområde beliggende nord for Kalundborg.
Området er også kulturhistorisk interessant, idet man i 1800-tallet forsøgte at inddæmme området og bortpumpe vandet for at drive landbrug på den gamle havbund. Det lykkedes som bekendt ikke og i stedet opstod der en stor indsø på bunden af den gamle vig. I dag er området en naturperle med sjældne planter og et rigt fugleliv.
Området blev fredet i 1992 og blev i den forbindelse lukket for offentligheden. Fredningen omfatter ca. 2.660 ha, der ligger indenfor landkanalen. Ifølge fredningen må området ikke afvandes yderligere. Vandstanden har derfor siden været fastholdt på ca. 1,2 meter under havets overflade.
Området er en del af EF-habitatområde nr. 135, Sejerø bugt og Saltbæk Vig og er desuden både et fuglebeskyttelsesområde samt Ramsar-område.