Din vejleder skal i samarbejde med dig, dine lærere og dine forældre give dig uddannelsesvejledning.
Ungdommens Uddannelsesvejledning vejleder alle elever i Kalundborg Kommunes folke-, fri- og privatskoler. Hvis du tager på efterskole, er det for det meste skolen selv, der står for vejledningen.
Uddannelsesvejledningen skal støtte alle i at træffe det bedste uddannelsesvalg, men har især fokus på elever og unge, som har brug for en særlig vejledningsindsats.
Der er en uddannelsesvejleder på alle skoler. Der kan være mange forskellige ting, som kan give problemer og påvirke dine forudsætninger for uddannelse. Måske er der faglige og indlæringsmæssige barrierer, som skal afklares og hjælpes. Også personlige og sociale vilkår kan gøre, at du har brug for en ekstra indsats fra vejledningen.
Hvis du er en af de unge der er vurderet til at have brug for særlig støtte og vejledning, er der flere ting, man kan gøre. Måske vil det hjælpe dig at få en vejledningssamtale eller flere til at afklare problemstillinger og få hjælp til at se nye perspektiver og mål. Eller måske har du brug for at komme i praktikforløb, eller i andre vejledningsaktiviteter for at få erfaringer, der styrker dig i dit videre uddannelsesforløb.
Uddannelse og job er et timeløst obligatorisk emne i folkeskolen på linje med færdsels- og seksualundervisning. Det betyder, at det ikke er et egentlig fag på dit skoleskema, men din klasselærer er ansvarlig for at indarbejde uddannelse og job i klassens årsplan fra 1. klasse til 9. klasse.
Uddannelse og job undervisningen skal gøre dig i stand til efter 9. klasse:
- At forstå sammenhængen mellem uddannelse og erhverv
- At søge information om uddannelse og erhverv
- At kende til eksempler på erhvervsmuligheder lokalt, nationalt og internationalt
- At vide noget om mulighederne for at etablere og drive egen virksomhed
- At forholde dig til ligestilling og ligeværd i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet
Du får mulighed for erhvervspraktik i 6., 7., 8., 9. og 10. klasse.
Fra 6. klasse har de elever, som har behov for det, mulighed for at komme i erhvervspraktik. Så hvis du har lyst til at prøve en bestemt arbejdsplads eller en bestemt branche, har du altså mulighed for at komme ud i praktik på en rigtig virksomhed.
På de fleste skoler er der fastlagt nogle bestemte uger af året, hvor du har mulighed for at komme i erhvervspraktik. Men hvis du har særlige behov, kan der også arrangeres erhvervspraktik på andre tidspunkter.
Du skal så vidt muligt selv finde en praktikplads, fordi det er en god træning i at kontakte en arbejdsgiver.
- Du skal udfylde praktikseddel sammen med praktikstedet.
- Hvis du er uafklaret i forhold til uddannelse, har du mulighed for at komme i praktik flere gange.
- Erhvervspraktik er frivilligt og et tilbud til alle interesserede elever.
- Arbejdstiden følger praktikstedets normale regler.
- Fravær skal meddeles både praktikstedet og skolen.
- Du skal møde i tøj/fodtøj, der passer til arbejdet.
Praktikken er ulønnet, men er en rigtig god mulighed for at prøve et fag af, inden du starter uddannelse. Din vejleder registrerer praktikken, så både du og praktiksted er forsikret under praktikforløbet. For at kunne oprette praktikken, skal vi bruge nogle oplysninger om praktikstedet.
Du kan hente praktikseddel ved at logge på ung.unoung.dk. Log ind med UniLogin.
Forsikring af elever i praktik
Staten har en erstatningsforsikring, så du er forsikret på samme måde som andre på arbejde, mens du er i erhvervspraktik. Du skal kontakte din UU-vejleder eller sekretariatet vedrørende skadeanmeldelse i forbindelse med erhvervspraktik så hurtigt som muligt og indenfor 5 dage efter skaden er sket. Læs mere om forsikring af elever i praktik på Undervisningsministeriets hjemmeside.
I 8. klasse skal du besøge ungdomsuddannelser i introduktionsforløb.
Hvad er introduktionsforløb?
Som elev i 8. klasse skal du på obligatorisk introduktionsforløb på de lokale ungdomsuddannelser. Du er sammen med din klasse.
Introduktionskurset varer i 5 dage, som består af 1 dag som er tilrettelagt som et klasseforløb, til at se et Skills arrangement på et erhvervsuddannelsescenter.
Herudover skal du på besøg på 2 erhvervsuddannelser i alt 2 dage og 1 dag på HHX/HTX og 1 dag på STX/HF.
Formål
Formålet med introforløbene er at give dig et indtryk og kendskab til ungdomsuddannelserne. Introforløbene skal hjælpe dig i valget af ungdomsuddannelse, efter folkeskolen.
Ungdomsuddannelserne tilrettelægger indholdet af introforløbene, hvor der ofte indgår teoretisk og praktisk undervisning.
Du vil kunne finde holdbeskrivelser til forløbene i Uno Brobygning, samt på uddannelsesinstitutionernes hjemmesider.
Praktisk
På introforløbene er du afsted med dine klassekammerater. Din UU-vejleder vil komme på besøg i din klasse og fortælle om introforløb, og om hvordan du bedst forbereder dig.
Går du på en folkeskole, betaler skolen transporten. Går du på en privatskole/friskole, skal du forhøre dig om skolen betaler transporten eller du selv skal betale.
Tilmelding til intro-kursus sker automatisk for hele klassen.
På brobygningsforløb får du mulighed for at afprøve, hvad det indebærer at følge en ungdomsuddannelse. På den måde får du en forsmag på de undervisningsformer, der bruges og på de krav der stilles på en ungdomsuddannelse.
Din UU vejleder vil fortælle dig nærmere omkring tilmelding og hjælpe dig i forhold til at vælge brobygningsforløb.
9. klasse
I 9. klasse bliver du tilbudt brobygning i 2 til 10 dage, hvis du er usikker på hvad du skal vælge efter 9. klasse, eller hvis du er vurderet foreløbig ikke uddannelsesparat.
10. klasse
I 10. klasse er det obligatorisk at komme i brobygning, så her skal du som minimum ud på en ungdomsuddannelse i 1 uge.
Det er et krav, at du mindst skal se én erhvervsrettet uddannelse.
Folkeskoler vil typisk være i brobygning i 5 sammenhængende dage på den samme uddannelsesinstitution.
Vælger du at se et alment gymnasium (STX), skal du yderligere på et brobygningsforløb for at se en erhvervsrettet uddannelse, udover de 5 dage.
Efterskoler vil typisk være i brobygning i 2 dage på en uddannelsesinstitution samt 3 dage på en anden, indenfor samme uge. Mindst et af disse forløb skal foregå på en erhvervsuddannelse.
Du tilmelder dig brobygningsforløb ved at logge ind på ung.unoung.dk med dit Uni-login
Uddannelsesplanen er en præsentation af dig selv hvor du forholder dig til til den uddannelse du søger optagelse på efter folkeskolen.
Uddannelsesplan skal laves sammen med dine forældre når du går i 9. og 10. klasse.
Tilmeldingen bliver sendt til den ungdomsuddannelse, som du vælger at søge ind på efter 9. eller 10. klasse.
I tilmeldingen fortæller du:
- Om hvilken uddannelse du søger optagelse på.
- Om dit behov for særlig støtte under uddannelsen (hvis du altså har et særligt behov).
Du skal logge på optagelse.dk, når du vil udfylde din tilmelding.