På denne side kan du læse om, hvordan boligstøtteloftet påvirker dig. Hvis du er gift eller samlevende og modtager forhøjet sats, gælder boligstøtteloftet for dig. Det betyder, at du maksimalt kan få 363 kr. i boligstøtte pr. måned.
Boligstøtteloftet gælder kun for hele kalendermåneder, hvor du modtager kontanthjælp. Hvis din status ændrer sig fra gift/samlevende til enlig midt på måneden, vil boligstøtteloftet ikke gælde for den pågældende måned. Ændrer din status sig fra enlig til gift/samlevende, eller hvis du først modtager forhøjet sats midt i måneden, træder boligstøtteloftet først i kraft fra den første hele kalendermåned, hvor du er gift eller samlevende på forhøjet sats.
Hvis du er omfattet af kontanthjælpsloftet eller af andre årsager ikke har søgt boligstøtte, kan du være berettiget til at modtage boligstøtte efter den 1. juli 2025. For at få boligstøtte fra den 1. juli 2025, skal du ansøge senest den 30. juni 2025.
Boligstøtte udbetales af Udbetaling Danmark. Har du spørgsmål vedrørende din boligstøtte, skal du kontakte Udbetaling Danmark. Du kan nemt ansøge om boligstøtte på borger.dk.