Interesserede jobsøgere fra hele Europa er for alvor begyndt at se mod Kalundborg og ikke mindst mulighederne for at gøre karriere i området.
Det var synligt, da Jobcenter – Work in Kalundborg i samarbejde med Workindenmark d. 2. oktober inviterede til en online jobmesse, hvor mere end 62.000 kandidater besøgte den online platform med ledige jobs og virksomhedspræsentationer - særligt fra lande som Spanien, Portugal, Italien og Danmark.
Det er andet år i træk, at jobmessen blev afholdt og interessen er dog også vokset med over dobbelt så mange stande og knapt 10.000 flere jobsøgere. Det skyldes især, at et stort antal lokale virksomheder valgte at deltage med en stand og konkrete jobs:
”Årets messe overgår klart messen fra sidste år, både hvad angår virksomhedsdeltagelse og stillingsopslag. Vi er gået fra 19 til 47 stande, og Kalundborg Kommune har gjort et enormt arbejde for at vejlede og informere deres lokale virksomheder om messen. Det har også skabt en forøget interesse blandt jobsøgerne, hvor endnu flere har besøgt messen i år,” fortæller Dina Holmbøl, der er rekrutteringskonsulent i Workindenmark.
Den lokale tilslutning er helt afgørende og glæder arbejdsmarkedschef i Kalundborg Kommune Lasse Bjerregaard:
”Jeg er rigtig glad for at se den store opbakning fra vores lokale virksomheder, samarbejdet på tværs af Kalundborg Kommune - blandt andet med bosætning, og ikke mindst den store indsats fra vores medarbejdere. Det internationale fokus er nødvendigt for at tiltrække og fastholde den kvalificerede arbejdskraft, som vores virksomheder har så meget brug for, og det fokus er vi som område ved at blive rigtig gode til at arbejde sammen om.”
Vi vil gerne takke de virksomheder og uddannelser, der deltog og gjorde dagen til en stor succes. Vi håber på endnu større deltagelse næste år, så vi sammen kan fortsætte med at skabe gode jobmuligheder og styrke vores lokale arbejdsmarked.
Hvis du er interesseret i at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med international rekruttering, kan du skrive til os på workin@kalundborg.dk.