FRITID, ENGAGEMENT OG MULIGHEDER
Gørlev har meget at byde på af sociale begivenheder, indkøbsmuligheder og aktivt foreningsliv hvad enten du eller din familie er til sport, historie eller udvikling. Derudover er byen og området fuld af muligheder for oplevelser i naturen.
Gørlev kan virke sløv ved første øjekast, men lad dig ikke narre. Der foregår mange ting i byen, som du og din familie kan blive en del af uanset hvilke interesser I måtte have. Invitér en lokal ambassadør indenfor og lad os få en snak om jeres muligheder.
De frivillige fra Gørlev og omegns Lokalråd har boet i byen mange år. Derfor er de perfekte guider til at introducere jer til Gørlev.
TORVEDAGE HELE SOMMEREN
Gennem hele sommeren inviterer Gørlev Turistforening, Gørlev Erhverv og en lang række andre foreninger til hygge på Bytorvet. Her samles borgere fra området for at hygge og spise den lokale egnsret Sort Sild. Er du ikke til grillede sild, så serverer lokale foreninger også gode frikadeller, pandekager mv.
Har du noget at sælge eller vise frem, så kan du leje en stand billigt. Kontakt til arrangørerne kan lokalrådet hjælpe med. Se info på bagsiden.
GOD TRADITION: ROEOPTOG
Bytorvet danner rammen om flere aktiviteter gennem hele året. En anden årlig tradition er roeoptoget. Når juletræet skal tændes på torvet, så samles børn og voksne fra nær og fjern i Gørlev. De har alle hver en udskåren roe med lys i. Optoget starter ved Gørlev Hallen og ender ved Bytorvet, hvor der typisk serveres gløgg og æbleskiver. Julemanden tænder det store juletræ. Roeoptoget stammer selvfølgelig fra de dage, hvor tonsvis af roer hvert år blev fragtet til Gørlev, hvor de blev vasket, hakket og kogt og omdannet til sukker. Det er en hyggelig tradition.
NATUROPLEVELSER ÅRET RUNDT
Gørlev er omgivet af dejlig natur, hvor du og din familie kan bruge utallige timer og få eventyrlige oplevelser sammen og med venner og bekendte.
Kun få kilometer fra Gørlev finder du en af Kalundborg Kommunes bedste og mest børnevenlige badestrande. På Bjerge Sydstrand er der lavt vand, klitter og dejlig sandstrand så langt øjet rækker. Det er også et oplagt sted at gå tur med hunden.
Gørlev ligger på kanten af Naturpark Åmosen, som året rundt tilbyder guidede ture, vikingemarked og meget andet.
DRIFTIGT ERHVERVSLIV & DETAILHANDEL
Gørlev Erhverv er den lokale handelsstandsforening, hvor stort set alle erhvervsvirksomheder og butikker er medlemmer.
Borgere fra Gørlev og omegn er gode til at støtte op om de lokale butikker. Af butikker i Gørlev er der bl.a. blomsterbutik, cykelhandel, legetøjsbutik, ure- og smykkeforretning, hvidevare- og elektronikforretning, genbrugsbutikker, byggemarkeder, pizzarier, dagligvareforretninger, frisører og flere behandlere.
Selvom Gørlev er en forholdsvis lille by, så findes der faktisk også større virksomheder. Nordic Sugar har sukker- og sirupproduktion i de store siloer og FermHub Zealand er en virksomhed, der fremstiller fødevarer ved fermentering. Derudover holder Crispy Food også til i Gørlev. De producerer produkter til fødevareindustrien.
GØRLEV HESTESKUE OG KRÆMMERMARKED
I mere end 45 år er der afholdt hesteskue og kræmmermarked i Gørlev, som hvert år tiltrækker 15-20.000 besøgende fra hele Vestsjælland.
Det afholdes to gange om året i juli og september. Det sætter byen på den anden ende. Der flages i hele byen og der er god og festlig stemning over det hele.
Hesteskue og kræmmermarkedet foregår på den gamle sportsplads ved Søparken.
BELIGGENHED, BELIGGENHED...
Udover Gørlevs fantastiske beliggenhed midt i naturen og tæt på stranden, så er der også mange der vælger byen til på grund af dens unikke placering midt mellem Slagelse og Kalundborg.
Disse byer er de største i vores område, men kan ikke tilbyde samme muligheder for ro og naturoplevelser, som Gørlev kan. Til gengæld har de endnu større arbejdspladser, et større handelsliv og direkte adgang til store veje uanset om du ønsker at tage mod København eller Jylland.
EN GOD HVERDAG I GØRLEV
Der er masser at lave i Gørlev uanset hvad man har af interesser eller hvor gammel man er. Alt fra banko til mor/far-barn gymnastik.
Gørlev er også et oplagt sted at bosætte sig for børnefamilier. Der er to børnehaver og en stor folkeskole. Derudover er der to idrætsefterskoler - en i Gørlev og en i Vinde Helsinge.
Menighedsrådet, lokalrådet, turistforeningen og Den Gamle Biograf laver arrangementer året rundt for både børn og voksne. Borgerne i Gørlev støtter op arrangementerne og sætter pris på det.
Ønsker man at bygge sit eget hus så er der mulighed for det i Gørlev. Der er stadig ledige byggegrunde på Solbjerggårdsvej fra kun 295.000 kr.
VETERANTOG: OPLEV FORTIDENS VINGESUS MED VETERANTOGET
Vestsjællands Veterantog holder til i Høng og kører mellem Gørlev og Slagelse. Togene vedligeholdes af en aktiv gruppe frivillige, som også sørger for, at togene kører i sommerferien og på andre helligdage. Det er en rigtig hyggelig og rolig tur, som du kan tage med familie og venner. Veterantoget kan også lejes til særlige lejligheder - enten privat eller som virksomhed. At køre med toget er en helt særlig oplevelse.