Mygblomst (Liparis loeselii) er en 10-20 cm høj orkidé med to store og kraftige, grønne blade, og små, gulgrønne insektlignende blomster på en trekantet, gulgrøn stængel. Den blomstrer i juni-juli.
Mygblomst har været udbredt nord og øst for israndslinjen og især på øerne. Arten har været i stor tilbagegang i løbet af 1900-tallet, og i dag findes mygblomst kun på få lokaliteter spredt i Østjylland, på Fyn og Sjælland. Saltbæk Vig rummer Danmarks største bestand af mygblomst.
Mygblomst findes på fugtige enge og i moser med kalk i jorden. Den kan også findes i fugtige lavninger i klitter og i frodige rørsumpe. Især findes den på steder nær kysten.
Mygblomst kræver af sine voksesteder, at vegetationsdækket er lavtvoksende, typisk findes planten hvor der foregår en ekstensiv kreaturgræsning. Træer og buske må holdes nede, da mygblomst let kan blive skygget bort, eller dens levested kan blive drænet af vedplanterne.
Mygblomst er vurderet som moderat truet (EN) på den danske rødliste.