Foto: Jens Nielsen
2. oktober inviterer Kalundborg Kommune i samarbejde med ”Work in Denmark” til online jobmesse, hvor der vil være spændende jobåbninger, da et rekordhøjt antal virksomheder har sagt ja til at have en virtuel stand. Messen skal være med til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra hele Danmark og Europa til området.
Gå på opdagelse i de virtuelle stande med ledige jobs, chat med de lokale virksomheder og mød repræsentanter, der kan fortælle meget mere om at bo og arbejde i Kalundborg.
Jobmessen er blot et af de initiativer, som Kalundborg Jobcenter står bag for at sikre områdets fortsatte vækst.
“Jeg er rigtig glad for, at vi som kommune har et tæt samarbejde med “Work in Denmark” for at tiltrække højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft,” siger arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard og uddyber:
“Vi skal hele tiden sørge for at videreudvikle os i Jobcenter Kalundborg og samarbejde med alle relevante parter både nationalt og internationalt, så vi kan favne det store vækstpotentiale, der er i kommunen.”
Danmarks førende vækstkommune på jobfronten
Årligt bliver der skabt over 1000 nye jobs i Kalundborg, og kommunen er derfor helt i front, når det handler om at have ledige jobåbninger og en historisk lav arbejdsløshed. En udvikling der gør, at jobcentret har sat en række initiativer i gang som en del af indsatsen “Work in Kalundborg”:
“Vi arbejder nu endnu tættere sammen på tværs af private virksomheder, interesseorganisationer, kommunale indsatser, fagforbund og a-kasser. Ligesom vi arbejder på tværs af kommunegrænser, så vi kan matche vores vækst i Kalundborg med ledige i hele landet. Vi har således tætte partnerskabskommuner - både i region Sjælland, men blandt andet også i Odense, Aarhus og København,” fortæller arbejdsmarkedschefen.
Alle er velkomne
Kandidater fra hele Danmark og Europa er inviteret med - også alle borgere i Kalundborg Kommune. Læs mere om jobmessen her, hvor du kan tilmelde dig.