Kalundborg Kommune udvider fra den. 1. januar 2023 affaldsindsamlingen ved husstanden til også at gælde pap, mad- og drikkekartoner og farligt affald. Det betyder, at du skal sortere lidt flere genanvendelige materialer, end du gør i dag.
- Pap skal fra den 1. januar 2023 afleveres i samme rum som papir.
- Mad- og drikkekartoner skal afleveres i samme rum som metal & plast.
- Farligt affald indsamles ved husstanden i røde miljøkasser, som udleveres i januar 2023.
De samme beholdere – og en miljøkasse
Vi fastholder ordningen med to beholdere ved den enkelte husstand ved at sortere de ekstra kategorier pap og mad-og drikkekartoner sammen med henholdsvis papir og metal & plast. Efter tømning sorteres indholdet og sendes til genanvendelse. Begge beholdere tømmes fremover hver anden uge.
Udover de to kendte beholdere får hver husstand en miljøkasse til farligt affald. Miljøkassen afhentes og byttes til en tom kasse via en tilmeldeordning, hvor man bestiller afhentning ved behov.
Tjek tømmekalenderen fra 1. januar 2023
Fra den 1. januar 2023 ændres tømmefrekvensen for beholderen til genanvendelige materialer fra hver 4. uge til hver 14. dag. Det betyder nye tømmedage. Nogle adresser vil også få nye tømmedage for mad- og restbeholderen.
Fra den 1. januar 2023 vises eventuelle ændringer i tømmekalenderen.
Materiale på vej
I løbet af november 2022 vil husstande med egen beholder modtage information om den nye måde at sortere på i postkassen. Med i pakken kommer også en ny sorteringsvejledning og klistermærker med pap og mad-og drikkekartoner til de eksisterende beholdere.
Du kan se, downloade og printe informationsfolderen og sorteringsvejledningen på www.kalundborg.dk/affald2023 i løbet af november.
Om de nye kategorier
Pap er for eksempel:
- Bølgepap
- Karton- og papemballage
- Æggebakker (rene og tørre)
- Postkort
- Paprør fra køkkenruller og toiletruller.
Mad-og drikkekartoner er for eksempel:
- Drikkekartoner, fx fra mælk, juice, kakao og saft
- Madkartoner, fx fra hakkede tomater, supper og frys selv-is
- Yoghurt- og ymerkartoner.
Farligt affald er for eksempel:
- Kemikalier (i original emballage)
- Maling og lak
- Neglelak og neglelakfjerner
- Olie og benzin
- Spraydåser
- Lyskilder, fx elpærer, LED-pærer mm.
Læs mere om den udvidede ordning på kalundborg.dk/affald2023, herunder de særlige forhold, der gælder for sommerhuse og boliger med fællesindsamling.