Steen Windfeldt er pr. 1. november 2020 ny leder på Hvidebækskolen samt Rørby skole og dagtilbud. Steen har de igennem 8 år har været skoleleder i Sorø Kommune. Derudover har han også tidligere været viceskoleleder i både Kalundborg og i Slagelse.
Steen har en diplomuddannelse i ledelse. Han er 53 år og bor i Skælskør. I fritiden sejler han, og bruger tid på projekter på sin lille landejendom og ind imellem en tur på cykel i naturen. Steen er uddannet lærer ved Haslev Seminarium i 1999. Inden Steen valgte vejen som folkeskolelærer, er han oprindeligt bankuddannet og har arbejdet i blandt andet Bikuben.
”Jeg er virkelig glad for muligheden for tage del i ledelsesopgaven på Hvidebæk og Rørby skole. Det omfatter også sammenhængen til dagtilbuddet. En af mine første opgaver vil være at have blik for den lokale virkelighed på skolerne, så vi sammen kan drøfte, hvilke kvaliteter vi gerne vil fastholde og hvor vi gerne vil videreudvikle vores folkeskole til gavn for vores elever” fortæller Steen Windfeldt
Direktør Michael Gravesen uddyber: ”I forbindelse med, at vores mangeårige skoleleder Bjørn Mortensen er gået på pension, så er jeg glad for, at et enigt ansættelsesudvalg med forældre, medarbejdere, afdelingsledere og ledelseskolleger har peget på Steen Windfeldt. Steen kommer med både nye perspektiver, solid ledelseserfaring og passioneret faglighed. Det er et godt match med ledelsesopgaven på både Hvidebæk/Rørby skole samt på tværs af vores folkeskolevæsen i Kalundborg Kommune”.