Olietanke opdeles i tre størrelseskategorier
- Små tanke: Tanke under 6000 liter
- Mellemstore tanke: Nedgravede tanke på 6000 liter og derover, men højst 100.000 liter, og overjordiske anlæg på 6.000 liter og derover, men højst 200.000 liter.
- Store tanke: Nedgravede tanke på over 100.000 liter og overjordiske tanke på over 200.000 liter.
Tanke til dieselolie og benzin
Tanke under 6.000 liter, der anvendes til eksempelvis dieselolie og benzin, skal sløjfes via "afmelding og anmeldelse af olietanke" efter samme regler som for villaolietanke.
Tanke på 6.000 liter eller derover er omfattet af kravene om egenkontrol, inspektion og tæthedsprøvning, se nedenfor.
Egenkontrol og beholdningskontrol
I olietankbekendtgørelsen er der krav om, at ejer og bruger af et anlæg på 6.000 liter eller derover skal kontrollere, at anlægget er tæt.
Dobbeltvæggede tanke skal kontrolleres ved overvågning af trykket imellem de dobbelte vægge. Overvågningen kan ske enten ved manuel aflæsning af manometer eller lign. hver uge eller ved automatisk overvågning.
Enkeltvæggede tanke kontrolleres ved beholdningskontrol. Der er dog mulighed for alternativ kontrol for overjordiske tanke, hvor alle rør er tilgængelige for visuel inspektion.
Du kan læse mere om beholdningskontrollen på miljøstyrelsens hjemmeside.
Inspektioner
Ejer og bruger af mellemstore anlæg skal sikre, at disse tæthedsprøves og inspiceres mindst hvert 10. år for tanke der har indvendig korrosionsbeskyttelse eller hvert 5. år for tanke uden indvendig korrosionsbeskyttelse.
Inspektioner skal udføres af en særlig sagkyndig, som er en person, som grundet erfaring eller uddannelse er kvalificeret til udførelse af dette. Retningslinjer for inspektion af og tilstandsrapport for ståltanke findes i bilag i olietanksbekendtgørelsen.
Udskiftning af rør
Har din tank nedgravede rør, der ikke er galvaniserede eller omfattet af effektiv katodisk beskyttelse, skal de udskiftes med typegodkendte rør, f.eks. rør, som er både galvaniserede og plasttapebeviklede, senest 30 år efter installation. Rør der overskrider aldersgrænsen inden den 31. december 2010, har dog frist til den 31. december 2010.
Du kan finde en beskrivelse af kravene til typegodkendte nedgravede og overjordiske rørsystemer i olietanksbekendtgørelsen.