Rotter er alvorlige skadedyr, som i løbet af kort tid kan skabe store konsekvenser:
- De kan smitte dig, dine nærmeste og dine husdyr med sygdomme - nogle af dem livstruende.
- De ødelægger kloakrør, husinventar, elinstallationer og meget mere for millioner af kroner om året.
Du kan undgå rotterne ved at følge 7 råd:
- Husholdningsaffald skal opbevares i lukkede affaldsbeholdere.
- Undgå rod på ejendommen, fjern affald og skrammel.
- Tjek at ydermure, døre, vinduer, sokler og tage er intakte og tætte.
- Hold døre og vinduer til udhuse og garager lukkede.
- Undgå tæt beplantning, brændestabler, materialer og andet op ad husmure/bygninger.
- Kloak og afløb skal slutte tæt.
- Fodring af fugle og vilde katte i haven bør kun være i begrænset omfang.
Lovpligtigt at anmelde rotter
Når du ser en rotte eller bare tegn på en rotte, skal du anmelde det til kommunen. Det gælder også selvom, det ikke er hjemme hos dig selv, at du får øje på rotten.
Det er lovpligtigt at anmelde rotter til kommunen, og det er kommunens pligt at bekæmpe rotterne.
Du vil ikke få en regning for bekæmpelsen, fordi ejendomsskatten dækker.
Husk, det er ingen skam at have rotter. Det er kun en skam ikke at gøre noget ved det.