Alle 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune er enige om et forslag til de kommende års budget. Alle 9 partier og lister har bidraget til forliget i en konstruktiv og åben dialog.
Det er velkendt, at Kalundborg Kommune har en god økonomi, grundet en meget positiv udvikling i erhvervslivet og nu også på uddannelses- og forskningsområdet. Samtidig har vi været bevidste om, at en vedvarende sikker økonomistyring er grundlaget for fortsat udvikling.
Kalundborg Kommune vil også i 2024 have den laveste personskat blandt kommunerne i region Sjælland, og kommunens gæld er hastigt faldende de kommende år.
Vi er i en tid, hvor kommunerne generelt er blevet pålagt at dæmpe udgiftsudviklingen på både den løbende drift og anlægsinvesteringerne trods høj inflation. Dette har også påvirket budgetlægningen for Kalundborg Kommune i år.
Til trods for dette har det været muligt at sikre økonomi til de områder, hvor antallet af brugere stiger, så serviceniveauet ikke udhules.
Derudover er budgettet et ”skolebudget”, idet vi i fællesskab har valgt at prioritere alle disponible ressourcer til et løft af området.
De kommunale serviceudgifter - velfærdsudgifter
I 2024 kommer Kalundborg Kommune til at anvende midler på velfærd helt op til loftet for den kommunale økonomi. For at give plads til de områder, hvor udgifterne – ved fastholdelse af serviceniveauet - vil stige grundet inflation, demografi mv., har kommunen løbende fokus på effektiviseringer.
I 2024 er det en glæde, at vi trods kommunernes generelle svære økonomiske vilkår, har mulighed for at fastholde serviceniveauet på alle velfærdsområderne og endda løfte niveauet på skoleområdet markant.
Effektiviseringerne retter sig særligt mod administration og automatisering. Her frigør kommunen godt 8 mio. kr. i 2024 voksende til godt 16 mio. kr. i 2025.
Der bliver stadig flere og flere ældre og handicappede borgere samt børn- og unge med særlige behov i Kalundborg Kommune. Disse grupper har vi valgt at prioritere i budgetlægningen. Derfor er der til næste år bevilget 14 mio. kr. til voksen/specialområdet, 18,8 mio. kr. til ældre- og sundheds-området samt godt 4,2 mio. kr. ekstra til inklusionscentre og specialinstitutioner og endelig 5,0 mio. kr. til børn og familieområdet. Med de ekstra bevillinger vil serviceniveauet kunne holdes uændret.
Den kollektive transport tilfører vi godt 2,2 mio. kr. i 2024 og 4,3 mio. kr. i 2025. Dette betyder, at vi stort set kan fastholde servicen til trods for stigende priser og overgang til EL-busser i hele kommunens geografi. Fra 2026 vil udgiften falde igen, da EL-busserne er billigere i drift.
Vi opgraderer vores genoptræningsindsats for hjerneskadede med godt 3,1 mio. kr. årligt og finansierer med 1,7 mio. kr. flere SOSU-elever, så vi kan sikre den fremtidige arbejdskraft.
Medborgerhuset tildeles ekstra 450.000 kr. årligt, vi sikrer permanent finansiering til projekt ”foreninger til alle” og ældre- og sundhedsudvalgets udviklingspulje udvides med 200.000 kr. årligt til initiativer rettet mod bekæmpelse af ensomhed.
Vi investerer godt 3,6 mio. kr. årligt i øget cyber- og informationssikkerhed, og der reserveres 10 mio. kr. årligt til prisstigninger på opgaver, der skal genudbydes de kommende år.
Vi løfter serviceniveauet på skoleområdet ved at investere i initiativer, der støtter op om vores folke-skolestrategi. Økonomisk sker det med et permanent løft af budgetterne med knap 4,7 mio. kr. årligt.
Samtidig friholdes skolernes inklusionsmidler fra at skulle medfinansiere de flere specialskoleelever.
Nye investeringer de kommende år
I sidste års budgetaftale vedtog kommunalbestyrelsen en stor investeringsplan for årene 2023 – 2026. Derfor er anlægsbudgettet også præget af at have fokus på implementering af de mange an-læg selvom priserne er steget. Lidt nye anlæg er der dog i budgettet.
Den kraftige erhvervsudvikling i Kalundborg bevirker, at der de kommende fire år er afsat 36 mio. kr. til nye veje, som også er en konsekvens af den nye motorvej til Kalundborg.
Som noget nyt sætter vi 2 mio. kr. årligt af til naturgenoprettelsesprojekter, hvor vi sammen med andre aktører og fonde vil forsøge os med større omlægninger af eksempelvis vådområder. Vi vil også bruge 500.000 kr. på ekstra naturregistrering.
På dagtilbudsområdet indfører vi en få-det-fikset pulje på 750.000 kr. til genetablering af legepladser.
På skoleområdet udmønter vi 31 mio. kr. til at modernisere Hvidebækskolen og indrette dele af den, så specialskolen Kathøj kan flytte ind i gode fysiske rammer. Specialskolen har i dag til huse i gamle pavillonbygninger.
På kultur- og fritidsområdet sikres den resterende økonomi til de to kunstgræsbaner i Høng og ved Hvidebækhallen med i alt 4,2 mio. kr. ekstra. Vi sikrer også en basketballbane med internationale mål i Kalundborghallen, 400.000 kr. til forsamlingshusene og 120.000 kr. til udbygninger ved Surfsøen. Derudover skal der etableres et overdækket område med bænke ved skaterbanen i Munkesøen.
Endelig reserveres 2 mio. kr. til modernisering af Firhøj stadion.
Vores trænings- og rehabiliteringscenter i Høng tildeles ekstra 3 mio. kr. til faciliteter for træning af hjerneskadede borgere.
Endelig afsættes 2 mio. kr. til oprensning af sejlrenden til lystbådehavnen på Gisseløre og 500.000 kr. til nedlægning af gamle brandhaner.