Kalundborg Kommune lancerer i disse dage podcastserien ”Karriere på Kalundborgsk”. I serien fortæller en række medarbejdere om, hvordan deres karriere har formet sig med et job i Kalundborg Kommune. Serien er et led i kommunens bestræbelser på at rekruttere medarbejdere i en række sektorer.
Mød Marie, der er teamleder i ældreplejen, Anna der arbejder med borgernær sygepleje, ingeniørerne Camilla og Casper, Johannes der er lærer eller Lasse der leder Jobcentret. De er det første kuld af medarbejdere i Kalundborg Kommune, der fortæller om det at arbejde i Kalundborg Kommune i kommunens nye podcast-serie ”Karriere på Kalundborgsk”.
”Karriere på Kalundborgsk” bliver en vigtig del af vores kommende indsats for at rekruttere flere medarbejdere til Kalundborg Kommune. Podcasts har vist sig at være et meget stærkt medie, der når vidt omkring – og de, der bedst og mest troværdigt fortæller historien om at arbejde i Kalundborg Kommune er jo medarbejderne,” forklarer personalechef i Kalundborg Kommune, Søren Fussing.
Kalundborg Kommune ser, ligesom en række andre kommuner og virksomheder ind i en fremtid, hvor demografi og konkurrencesituation om medarbejderne kan blive en sten i skoen i forhold til at tiltrække nye medarbejdere.
”Derfor er det vigtigt at vise, at vi i Kalundborg Kommune kan tilbyde et udfordrende og spændende arbejdsliv med en masse udfordringer, ansvar og en udstrakt grad af frihed til at løse kerneopgaven. Nemlig, at yde den bedst mulige service for vores borgere,” Understreger Søren Fussing.
De første udsendelser af Podcasten er parat til at gå i luften, og kan hentes her. De første episoder af podcasten er produceret af kontoret Juhl, der består af journalisterne Asger Juhl og Pernille Brunse.
Lyt til den første podcast: Maries plejehotel
Marie Krogh Matthiesens første job efter endt SOSU-uddannelse var som aftenvagt på et plejecenter i Kalundborg Kommune. Her fandt hun hurtigt ud af, at hun brændte for ledelse og at få lov at skabe noget. Efter flere efteruddannelser er hun i dag plejecenterchef - men hun har aldrig glemt kerneopgaven, nemlig borgerens behov. Lyt til podcasten her.