Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
I løbet af efteråret skal Kalundborg Kommune opdatere Nexus, som er det it-system der sætter medarbejderne i stand til at danne overblik over borgernes behov inden for ældre-, sundheds- og socialområdet.
”I den periode, hvor vi opdaterer systemet, kan borgere komme til at opleve, at aftaler bliver ændret og andre aftaler bliver udsat. Vi beklager naturligvis på forhånd de gener det kan komme til at betyde for den enkelte, men vi bliver nødt til at trække på en del af vores mange dygtige medarbejdere i processen med at opdatere Nexus,” forklarer direktør for Ældre- og Sundhedsområdet, Søren Ole Sørensen.
Det overblik som medarbejderne får gennem systemet, er nemlig en forudsætning for, at kommunen kan yde den bedst mulige service. Opdateringen sker, så der fremadrettet kan sikres et endnu bedre overblik og dermed service.
” Grunden til, at vi bliver nødt til at involvere en del af vores borgervendte personale er, at systemet er bygget op omkring den viden og de erfaringer, som sundheds- og socialprofessionelle medarbejdere har indhentet over mange år, så det er desværre ikke en ”robotopgave” at opdatere Nexus,” understreger Søren Ole Sørensen
For at Kalundborg Kommune fremover også kan bruge Nexus som støtte til at sikre, at medarbejderne også i fremtiden kan yde borgerne den bedst mulige service, er det en forudsætning, at systemet bliver opdateret af fagprofessionelle.
”Vi håber, at borgere og pårørende vil bære over med os i den begrænsede periode vi kommer til at se ind i. De borgere, der bliver berørt af de kommende opdateringer, bliver naturligvis informeret,” siger Søren Ole Sørensen.
Opdateringerne forventes at løbe fra starten af oktober og vare året ud.