Turismeerhvervet er vigtigt for Kalundborg Kommune både beskæftigelsesmæssigt og økonomisk.
I dag bidrager turismen til Kalundborg kommunes vækst og udvikling gennem omsætning og de op mod 1.000 arbejdspladser, som den skaber, direkte i turistvirksomhederne og indirekte i andre virksomheder, bl.a. i detailhandlen.
Turismen har stor betydning for levende handelsbyer, servicedækning i yderområderne og for det lokale kulturliv. Turisterne efterspørger lokale fødevare og unikke byoplevelser. En velfungerende turismesektor har positive synergieffekter på både bosætning og øvrig erhvervsudvikling i kommunen.
I Kalundborg Kommune vil vi tiltrække flere turister, og vi vil hjælpe turisterne, til at få et oplevelsesrigt ophold i høj kvalitet. Indsatsen omkring turisme, er tiltænkt både turister, som besøger os i kraft af deres interesse for at være tæt på natur- og kultur, de eksisterende borgere, der bor i Kommunen og som skaber og bruger vores oplevelsestilbud og de kommende borgere.
Destination Sjælland
Kalundborg Kommune er en del af Vestsjælland, der er et af Danmarks største ferieområder for turister, der søger kyst- og naturoplevelser. Udviklingsarbejdet og markedsføringen af Vestsjælland varetages af det kommunale samarbejde Destination Sjælland. Samarbejdet består af kommunerne Sorø, Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Odsherred. Til sammen dækker destinationen kyststrækningen fra det sydlige Storebælt over Sejerø Bugt og Kattegatkysten samt den vestlige del af Isefjord.
Læs mere om Destination Sjælland her
Destination Sjællands udviklingsarbejde og indsatser, sker i et tæt samarbejde med turismeerhvervet, aktørerne og kommunerne, og det tager udgangspunkt i en fælles strategi.
Udviklingsplan
Kalundborg Kommune tager aktivt del af det regionale turismearbejde via udviklingsplan for Sjælland og øerne. Udviklingsplanen er kommunerne i Region Sjællands fælles plan for en ambitiøs og langsigtet udvikling af turismeerhvervet. Visionen er, at turismen i endnu højere grad bliver en løftestang for byudvikling med fokus på den naturvenlige turisme, højere kvalitet og øget omsætning.