Der er nu lagt en plan for at få genåbnet den lukkede vej omkring grusgraven ved Bjergsted. Colas, der ejer grunden, som støder op til Bjergstedvej er nu færdig med at undersøge, hvordan arbejdet med at stabilisere vejen skal planlægges.
Arbejdet i området er allerede påbegyndt og foreløbigt er arbejdet planlagt til at være færdiggjort i uge 33 – den uge, der starter med d. 12. august.
”Vi er meget glade for, at der nu er fundet en løsning på udfordringerne med Bjergstedvej. Ikke mindst så borgerne i området nu har fået sat en dato på, hvornår de igen kan færdes på den optimale måde i området. Jeg vil også gerne takke borgene for den store tålmodighed de har udvist de seneste måneder,” siger direktør for Teknik- og Miljø i Kalundborg Kommune, Michel van der Linden.