Young Reporters er et nyt LEAPS-forløb på Skolen på Herredsåsen, som kører fra den 23. marts og frem til den 6. maj 2022.
I forbindelse med dette forløb står der journalistik på skoleskemaet for de 70 elever, som går i 8. klasse.
”Formålet med LEAPS-forløb er at arbejde tværfagligt gennem projektbaseret undervisning. I dette LEAPS-forløb kaldet ”Young Reporters” vil fagene dansk, matematik, geografi og historie indgå, hvor eleverne vil få et indblik i, hvad det vil sige at arbejde med journalistik, statistik, befolkningsdemografi og kildekritik.
Afslutningsvis, skal eleverne udarbejde en avis, der vil forklare deres kammerater om DM i Skills og erhvervsuddannelser. Her lægges der yderligere en særlig indsats til 4.-6. klasse, så elever allerede på mellemtrinnet kan få en klar idé om, hvad erhvervsuddannelser er for noget, og måske endda få nogen af dem til at besøge DM i Skills 2022 i Høng”, forklarer Johan Renbo Petersen, lærer på Skolen på Herredsåsen.
Reporternes evner sættes på prøve
Den 28. marts 2022 afholdte Kalundborg Kommune et nedtællingsevent for DM i Skills på Klostertorvet i Kalundborg. I den forbindelse blev de unge reporteres evner sat på prøve.
Deres første journalistiske opgave gik ud på at rapportere om nedtællingseventet til deres skolekammerater i 4.-6. klasserne.
”Eleverne har i dag brugt dagens event til at øve sig på at lave interviews. Jeg synes, at de har klaret det rigtig godt. De har nu prøvet det af, og nu skal vi hjem og arbejde videre med vores interviews, så vi alle sammen er klar til at give den gas til DM i Skills”, fortæller Amalie Aniol Hansen, lærer på Skolen på Herredsåsen.
Til dagens event var der rigtig mange elever, som gav udtryk for, at de glæder sig utrolig meget til at være Young Reporters under DM i Skills.
”Jeg synes, at det er fedt at snakke med andre mennesker og interviewe dem. Det bliver spændende at prøve det af til det store danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser”, siger Ridwaan, elev i 8. klasse fra Skolen på Herredsåsen.