Stejlhøjhus

I Stejlhøjhus er der flere forskellige muligheder for beskæftigelse. Stejlhøjhus ligger på Elise Sørensens Vej 2 i Kalundborg, hvor du nemt kan komme til med bus og en kort gåtur.

På værkstedet er der forskellige produktioner, hvor vi har valgt at bruge ordene

  • baseproduktion
  • nicheproduktion

Begge med øje for indtjening og reelt beskyttet arbejde.

Baseproduktion

Består af vores pakkeri, hvor vi samler kiler, 2 dele sættes sammen og vi samler propper der f.eks. bruges til shampooflasker. Samarbejdet foregår med en plastikfabrik.
Dette værksted er for dig der kan lide at lave det samme hver dag.

Forefaldende arbejde hvor du ordner pap på lager, pakker emner i kasser, som dine kollegaer har lavet, eller fylder emner i kasser så de er klar til brug.

Filt der laves til kreative ting som bordskåner, øreringe m.m.

Nicheproduktion

Udstanse propper med manuelt betjent apparat.
Badges der laves med manuelt betjent apparat.
Punktskrift på spillekort til butikken KIK der laves på el-drevet kortmaskine.

Musik er for dig der holder af samspil og kan spille på et instrument, holde en rytme eller kan synge.

Det er for dig der har lyst til at spille sammen med andre borgere.

Det er også for dig der igennem musikken har lyst til at arbejde med dig selv og måske overvinde nogle grænser.

DER FOREKOMMER IKKE UNDERVISNING I INSTRUMENTER

Vi øver 2 gange om ugen mandag og torsdag.

Vi har flere mikrofoner og keyboard, mixerpult, trommesæt, harmonika, hammondorgel, halvakustisk guitar, forskellige rytmiske instrumenter m.m.

Vi spiller til arrangementer i Center 1 som består af et sommermarked, aktivitetsdag og julemarked.

Vi spiller også i Kalundborg By, hvor lokalbefolkningen kan bookes os.

Bandet består af borgere fra forskellige værksteder, som møder hinanden for at dyrke en fælles interesse musikken.

Skovhjælperprojektet ved Røsnæs Fyr er et samarbejde med Skov- & Naturstyrelsen.

Projektet er et tilbud under beskyttet beskæftigelse.

Er du med i projektet, møder du ind på Stejlhøjhus og kører i centrets bil til basen ved Røsnæs Fyr. Basen er det røde hus ved Fyret.

Skovhjælper arbejdsopgaver omfatter at:  

  • holde Røsnæs fyr åbent for publikum.
  • renholde stranden.
  • vedligeholde trapper og stier på Naturstyrelsens område.
  • rydde krat, klippe hæk og fælde træer.
  • bekæmpe invasive arter, f.eks. bjørneklo.
  • tømme affaldsstativer.
  • renholde det offentlige toilet.

Holdet arbejder på Røsnæs i sommerperioden fra 1. april til 31. oktober mandag til torsdag.

I vinterperioden fra 1. november til 31. marts er holdet på Røsnæs på mandage.

På skovhjælperholdet lærer man at lave brænde, tager i skoven og fælder træer, skærer dem op kører det hjem og skærer og flækker træerne samt stabler det på paller.

Du bliver tilbudt motorsavs kursus.

Bypedel er et tilbud til dig som ønsker at være med til at holde Kalundborg, Gørlev og Høng by pæne og rene i samarbejde med Vej og Park.

Arbejdet består i:

  • Fejning
  • Samle affald
  • Tømme skraldespande
  • Vaske bænke samt
  • andet forefaldende arbejde

Gartneriet er beliggende på Elise Sørensensvej 2, 4400 Kalundborg

I gartneriet er der mange forskellige arbejdsopgaver, både indendørs og udendørs, men også stillestående arbejde. Sammen finder vi ud af arbejdsopgaver, der passer til dig.

Gartneriets arbejdsopgaver er at:

  • potte hjemkøbte småplanter op.
  • klippe ned.
  • potte om.
  • vande, nippe osv.
  • passe området omkring gartneriet.
  • hjælpe kunderne.

Der bliver også lavet en del planter fra frø og egne stiklinger.

I foråret har vi et pænt sortiment af sommerblomster og hele året har vi sukkulenter og stueplanter.

Produkterne bliver hovedsagelig solgt fra gartneriet til private kunder, men der bliver også solgt til forretninger og på Røsnæs i Caéen og butikken.

Udenfor har vi lidt salg af stauder og lignende.

Op til jul laver vi adventskranse, juledekorationer og kirkegårdspynt.

Derudover laver vi forskellige hobby opgaver.

Åbningstid i Gartneri Stejlhøjhus er:

Mandag, tirsdag og torsdag kl. 9-14

onsdag 9-12.

Der kan være lukket pga. ferie, kursus og lignende.

Værkstedet er for dig, som har et ønske om at lære og udvikle primært håndværks faglige færdigheder og indgå i et fællesskab med kollegaer.

På det kreative værksted, er der mulighed for følgende aktiviteter:

  • Sy-projekter
  • Strikke-projekter
  • Hækle-projekter
  • Filtning
  • Male på sten
  • Betonstøbning
  • Sjov med naturens materialer

Du arbejder med egne delmål (hvad kan jeg blive god/bedre til).

Et delmål kan være at lære at hækle rundt, strikke strømper, sy eller noget helt andet.

Du starter fra bunden med små prøver, og du lærer at bruge nye teknikker, inden du går i gang med det du gerne vil fremstille. Det kan være et hæklet sjal eller et par strikket strømper.

Du lærer at bruge sociale medier som hjælperedskab.

Vi opholder os i Fyrhuset på Røsnæs fra april til oktober. Her driver vi en lille butik med brugskunst og et galleri.

I Fyrhuset lærer du om kundebetjening, regnskab, indpakning osv. Alt hvad man skal kunne for at drive en butik. Du bliver transporteret derud i bus fra Stejlhøjhus.

Vi har indrettet et værksted på førstesalen hvor vi producere de varer der sælges i butikken, samt til sommer- og julemarked på Stejlhøjhus.

Fra oktober til april er vi i et værksted på Stejlhøjhus.

Værkstedet tager på inspirationsture som f.eks. håndværkermesse, besøge hobby-, sy-og garn butikker.

Velkommen til Keramik og Glasværkstedet, hvor kreativitet og håndværk går hånd i hånd. Her tilbydes et unikt miljø for dig, der ønsker at udforske dit kreative potentiale gennem keramik og glas. Her findes undervisning i et beskyttet miljø, hvor der fokuseres på både faglig og personlig udvikling. Du vil opleve en kombination af fælles og individuel undervisning, hvor du får mulighed for at eksperimentere med forskellige materialer, teknikker og idéer.

Keramikværkstedet

I keramikværkstedet arbejder vi med fantasien og eksperimenterer for at finde din personlige udtryksform. Ler er et fantastisk materiale, og du vil lære en række håndværksteknikker som kugle-, pølse- og pladeteknik, støbning og drejning.

Vi udforsker et væld af dekorationsmuligheder, herunder indlagte dekorationer, indfarvningsmosaik, overførsel af billeder, råstoffer, tryk og meget mere. Vores mål er at lade fantasien komme til udtryk gennem skulpturer, figurer, fade, skåle, krukker og meget andet.

Glasværkstedet

I glasværkstedet arbejder vi med ovnformet glas. Her skærer vi selv glasset ud af store glasplader og arbejde med lag-på-lag-teknik samt forskellige dekorationer, metaller og overføringsbilleder.

Vores hænder skaber unika inden for smykker, skulpturer, figurer, fade, relieffer og vaser i en bred vifte af spændende, gennemskinnelige farver.

Inspiration

Begge værksteder henter inspiration fra bøger, internettet og besøger ofte udstillinger for at berige vores kreative processer.

Salg

Vi sælger vores kunstværker fra værkstedet samt ved jule- og sommermarkeder, på Røsnæs Fyr, Sansefestival, musikfestivalen i Slagelse og ved udstillinger som vi deltager på samt i vores egen lille kunstbutik ”Galleri Tusindfryd” som bliver betjent og passet af keramik og glasværkstedet.

 

På monteringsværkstedet har du mulighed for at arbejde med traditionelle monteringsopgaver.

Vi ved, der har stor betydning at have et arbejde, og udvikle sociale relationer. Derfor lægger vi stor vægt på samarbejde, god atmosfære, respekt for hinanden, glæde for opgaverne, og på at skabe en så realistisk arbejdsdag som muligt. Vi har også fokus på afveksling i arbejdsopgaverne, så alle får en god og meningsfuld hverdag.

Vi arbejder hovedsageligt for eksterne kunder, og derfor kan der være variation i såvel opgaver som mængde. Arbejdet består for det meste af pakning af blodprøve kit, så god hygiejne vigtigt. Der skal tælles emner op, sættes labels på poser, pakkes i poser, kontrolleres og svejses poser på svejsemaskine.

Derudover får vi opgaver 3-4 gange om året fra anden kunde. Her er opgaverne meget forskellige, men kan være at lave huller i emner og sætte nitter i.  Vi udvikler selv og laver hjælpeværktøjer, som kan kompensere for evt. fysiske udfordringer.

I tilknytning til monteringsværkstedet er et lille kreativt værksted, hvor der er mulighed for at male/tegne, strikke, hækle, løbebinde, lave keramik, eller andre kreative ting som vi i fællesskab finder på i de perioder, der ikke er monteringsarbejde inde. eller hvis man bare har behov for at side i rolige omgivelser og være kreativ. De ting som bliver lavet på det kreative værksted, bliver solgt på Stejlhøjhus' julemarked, sommermarked eller på Røsnæs Fyr. 

Monteringsværkstedet har en fast opgave på Kalundborg Rådhus

Her vasker vi op og gør rent i kantinen efter frokost. Desuden dækker vi mødeborde op, laver kaffe og afleverer mødeforplejninger til de aftalte møder.