Raklevgården

Velkommen til Raklevgården.
På Raklevgården er grundstenen i det pædagogiske arbejde relationer og nærvær.
Vores borgere er primært diagnosticeret blinde, med forskellige grader af fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

Vi arbejder med en forudsigelig struktur, der samtidig giver plads til spontanitet og mulighed for at gribe dagen.
“Altid med fokus på anerkendelse og udgangspunkt i det hele menneske”

Vi har mange traditioner på Raklevgården som følger årets gang:

  • Sommermarked.
  • Julemarked.
  • Aktivitetsdag.
  • Gudstjeneste i vores lokale kirke, hvor vi får hjælp af frivillige hænder fra nærområdet til at følge os frem og tilbage.

Raklevgården består pt af 4 forskellige værksteder

I "Køkkenet" har de fleste borgere verbalt sprog og du kan være sikker på at alle har noget på hjertet – samtidig.
Vi hører masser af musik. Vi synger og spiller selv.
Der øves ofte teaterstykker som fremføres til vores sommermarked, julehygge og lignende. 
I "Køkkenet" er der også plads til at svinge en pensel, klippe-klistre eller hvad der nu lige kunne være stemning for.
Borgerne finder selv på og bidrager med idéer.
Journalistik er f.eks. også noget der interesserer borgerne i "Køkkenet", og de udarbejder i fællesskab hver 3 mdr. et nyhedsbrev som bliver sendt ud til alle pårørende.

I "Slyngelstuen" trives borgerne bedst med ro og stille aktivitet. Det er der plads til her.
Vi holder filmhygge eller sysler med perler, læser eller lytter til lydbøger - alt efter interesse og dagsform.
Her finder vi også på at arbejde med diverse kreative indfald, mindfulness og hvad der nu ellers lige optager os.

I "Krea" er vi også meget optaget af lydbøger. Enkelte af dem kan vi endda udenad. Vi lytter til musik på CD, samtidig med at vi også arbejder med forskellige kreative aktiviteter.
Alt sammen med udgangspunkt i borgernes interesser.

I "Sanserummet" har vi primært fokus på low arousal og sansestimulering. Vi kan særlig godt lide håndmassage og dybe tryk.
Vi stimulerer lugtesansen med forskellige olier og der er især glæde at finde når der fra tid til anden dufter af bagværk eller hjemmelavet mad, som vi også smager på.
Borgerne her har i særlig grad brug for struktur og genkendelighed.

På Raklevgården arbejder vi ud fra:

“Det er ingen hindring hvis borgeren ikke selv kan holde en pensel eller styre en stoppenål”

Alle kan bidrage og deltage på deres egen måde. Dette er noget vi har meget fokus på.

Deltagelse kan have mange forskellige udtryk. Nogle borgere kan deltage mere fysisk eller verbalt end andre, men vi har stort fokus på, at hver enkelt borger kan deltage på hver sin måde.

“At være observerende med på sidelinjen er også at være med i processen og i fællesskabet.”

 Vil du vide mere se Servicedeklaration for Raklevgården