Hus 1, 3 og 7 er opført i 2021. Byggerierne er i et plan, hvori der i hvert hus ligger 10 lejligheder med direkte udgang til rummelige fællesarealer, som blandt andet indeholder et centralt placeret fælleskøkken og stort opholdsrum.
Lejlighederne er mellem 44 og 46 kvadratmeter og de er lyse, moderne og tidssvarende med tekøkken, stue, soveværelse, bad/toilet samt lille terrasse til hver bolig.
Fællesarealet rummer en stor stue, køkken og plads til f.eks. Playstation, bordtennis, krearum eller lignende. Desuden er der en stor terrasse i forbindelse med den fælles stue.
Fællesarealerne er indrettet med fokus på fleksibilitet, f.eks. kan møblerne, herunder både sofaarrangement og spisebord flyttes rundt, således at der både kan indrettes med mulighed for at mange kan sidde sammen, men også med mulighed for at sidde i flere grupper. Det gør det muligt at være en del af fællesskabet uden at alle sidder ved samme bord.
Tilbuddet ligger i gåafstand fra center med mulighed for mindre indkøb samt offentlig bus.
Der er fokus på at danne rammen om et hjemligt, rummeligt og trygt miljø, hvor der både er mulighed for privatliv i egen bolig og socialt samvær i fællesarealerne.
Borgerne i Hus 1, 3 og 7 vil desuden have adgang til fællesfaciliteter for det samlede Hyldens Kvarter, herunder vaskeri, fælleshus, værksted mv. og tilbud om at deltage i aktiviteter på tværs af de 4 huse.
Da der er tale om almene lejeboliger administreres boligerne af boligselskabet MNV, hvilket betyder der kan søges om hhv. indskudslån og boligstøtte i boligerne.