Handicappris 2025

Kalundborg Kommune og Handicaprådet ønsker at sætte fokus på handicappedes forhold og vilkår i Kalundborg Kommune, hvorfor der er indført en handicappris, som består af et kontant beløb samt et litografi. Prisen gives af Kalundborg Kommune og Lev Kalundborg.

Hvem gives prisen til?

Prisen kan gives til personer, organisationer, foreninger eller enkeltpersoner, der har gjort en forskel indenfor handicapområdet, som bor eller arbejder indenfor kommunen.
Medarbejdere i Kalundborg Kommune, herunder kommunens institutioner og skoler, og medlemmer af Handicaprådet kan ikke modtage handicapprisen.

Alle, der har udvist engagement, rummelighed, hjælpsomhed, gjort en særlig forskel, har været innovativ og lignende indenfor handicapområdet, kan komme i betragtning.

Alle kan indstilles til prisen, også selvom man tidligere har været indstillet.

Hvem kan indstille?

Kommunalbestyrelsen, råd, nævn, organisationer, foreninger, grupper og enkeltpersoner.

Indstillingen skal indeholde begrundelse der beskriver, hvorfor og hvilken særlig indsats, der er ydet og som ligger til grund for indstillingen til handicapprisen. 
Herudover skal oplyses navn, adresse, telefonnummer og e-mail, både på den/dem der indstilles til handicapprisen og på den/dem der indstiller. 

Hvordan indstiller jeg og hvornår er der frist for indstilling?

Fristen for indstilling til Handicappris 2025 er overskredet og modtager af prisen er fundet. Stort tillykke til 

Kalundborg Handicap Idrætsforening

Foreningen modtager prisen for at gøre en stor indsats for svømmeholdet, hvor der altid er plads til vejledning, tryghedsskabelse og opmuntring til at svømme en ekstra bane. Det er ikke kun i bassinet, der gøres en stor indsats - også på landjorden med sociale arrangementer, udviser foreningen et stort engagement overfor medlemmerne og deres familier. 

Kalundborg Kommunes Handicapråd ønsker foreningen et stort og velfortjent tillykke med prisen.

Overrækkelsen

Overrækkelse af Handicappris 2025 skete ved et arrangement i Café Solsikken på den Internationale Handicapdag den 3. december 2025.