Sådan arbejder vi med din sag

I Kalundborg Kommune har vi en række tilbud til dig med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det kan blandt andet være botilbud, aktivitetstilbud, beskyttet beskæftigelsestilbud, ledsagelse, merudgifter samt socialpædagogisk støtte.

Det er Voksenspecialenheden, der afklarer og afgør, om du er berettiget til at få visiteret støtte og hjælp fra Kalundborg Kommune.

Der kan f.eks. være tale om hjælp og støtte til:

  • Udvikling af færdigheder.
  • Fysisk genoptræning og socialpædagogisk støtte, således at du efter en periode kan vende tilbage til egen bolig, evt. med anden form for støtte.
  • Socialpædagogisk støtte som led i et afklaringsforløb, med henblik på at afklare dine fremtidige behov.
  • Hjælp og støtte i et varigt botilbud.
  • Hjælp og støtte til f.eks. at indgå i sociale sammenhænge, til at deltage i aktiviteter, eller til at lære at klare hverdagens gøremål.
  • Økonomisk tilskud til dækning af merudgifter i forbindelse med et handicap.

Hjælpen efter Serviceloven bygger på dit ansvar for dig selv og din familie. Hjælpen og støtten tilrettelægges ud fra en vurdering af dine behov og forudsætninger og i samarbejde med dig som eksperten i eget liv.  Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

Forløb i sagsbehandlingen:

Når du henvender dig til Voksenspecialenheden, bliver din henvendelse registreret, og der sker en førstebehandling af din sag. Senest efter 10 hverdage får du en kvittering på, at vi har modtaget din henvendelse/ansøgning. Af kvitteringen vil det fremgå, hvornår du bliver indkaldt til et møde med en sagsbehandler.

Ved mødet vil sagsbehandleren i samarbejde med dig, og evt. dine personlige støttepersoner i første omgang give dig råd og vejledning samt orientere dig om proceduren for den videre sagsbehandling, herunder udredningen af dit funktionsniveau.

Du skal give dit samtykke til, at din sagsbehandler kan indhente alle relevante oplysninger i forbindelse med din sag. Det gøres ved, at du eller din partsrepræsentant eller værge underskriver en samtykkeerklæring.

Du skal være opmærksom på, at du har pligt til at oplyse om alle forhold, der er relevante for udredningen. Udredningen viser både hvad du selv kan, og hvad du har behov for støtte til. Når udredningen er afsluttet, modtager du en skriftlig afgørelse.

Hvis du er berettiget til en ydelse i Voksenspecialenheden, vil det fremgå af afgørelsen, som du vil få tilsendt. Det vil også fremgå, hvad formålet med indsatsen er, og hvilken støtte du får tilbudt.

Du vil få tilbudt en individuel handleplan, som beskriver formålet med hjælpen og støtten, og som gør det muligt for dig og din sagsbehandler at følge op på, om du får den rette hjælp.

Det vil løbende blive vurderet, hvorvidt tilbuddet, og den hjælp og støtte du får tilbudt, ydes i overensstemmelse med formålet, dine behov og din eventuelle handleplan.

Opfølgningen sker løbende og efter behov og tager udgangspunkt i handleplanen.

Hvis du modtager et afslag på din ansøgning om hjælp og støtte, får du en skriftlig afgørelse med en begrundelse for afslaget samt en klagevejledning.

Opfølgning og tilsyn:

Der følges løbende op på de bevillinger du som borger har modtaget fra Voksenspecialenheden. Opfølgningen sker på statusmøder mellem dig, din sagsbehandler og leverandør.

Hvis du bor i botilbud, føres der eksternt tilsyn med kvaliteten af tilbuddet.

Voksenspecialenheden er forpligtet til at føre det personrelaterede tilsyn. Dette sker i forbindelse med opfølgning af en bevilling.

Det personrelaterede tilsyn begrænser sig til voksne i Lov om social service § 148 stk. 2, hvor det fremgår, at kommunalbestyrelsen i handlekommunen, jf. §§ 9 – 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, fører tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i handlekommunen i forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om.

Hvis du vil klage:

Du kan klage over en afgørelse, som er truffet af Voksenspecialenheden. Klagefristen er 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen.

Klagen sendes til:

Kalundborg Kommune
Voksenspecialenheden
Holbækvej 141 B
4400 Kalundborg

Når klagen er modtaget, revurderes afgørelsen. Hvis afgørelsen fastholdes, videresender Voksenspecialenheden klagen til endelig afgørelse i Ankestyrelsen.

Kontakt

Voksenspecialenheden

Ring til os: 

59535373

Telefoniske åbningstider
Mandag-torsdag 8.30-15.30
Fredag lukket for henvendelser

Bestil et opkald fra Voksenspecialenheden

Skriv til os: 

Benyt digital post for at skrive til os