Sådan gør du om vinteren
På kommunevej
Hvis du bor ud til en offentlig vej og sti, har du pligt til at rydde sne og salte eller gruse dit fortov og din sti. Du skal rydde sne og gruse eller salte så hurtigt som muligt, efter at det har sneet.
Hvis det sner, mens du er på arbejde, behøver du ikke tage hjem for at rydde sne. Du skal bare sørge for at gøre det, straks efter du er kommet hjem.
Hvis vi får en hård isvinter, skal du også fjerne istapper og sne på tage, der risikerer at falde ned på vej eller sti – og du skal opsætte forsvarlig afspærring.
På privat fællesvej
Generelt skal du som grundejer fjerne istapper og sne på tage, der risikerer at falde ned på vej eller sti – og du skal opsætte forsvarlig afspærring.
Hvis din ejendom ligger i byzone og grænser op til en privat fællesvej, er du friholdt for pligten til snerydning og glatførebekæmpelse på kørebanen. Men du skal sørge for, at vejen er fremkommelig, hvis du ønsker offentlig service.
Hvis din ejendom grænser op til en privat fællesvej, er du forpligtet til at snerydde og glatførebekæmpe fortov og sti samt trapper fra fortov til din ejendom.
På landet
På landet er du som vejberettiget friholdt for pligten til snerydning og glatførebekæmpelse. Men du skal sørge for, at vejen er fremkommelig, hvis du ønsker offentlig service.
I sommerhusområder
I sommerhusområder er du som vejberettiget friholdt for pligten til snerydning og glatførebekæmpelse. Men du skal sørge for, at vejen er fremkommelig, hvis du ønsker offentlig service.
Find mere information i Regulativ om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, stier og pladser
Hvis du er nødt til at køre i ekstremt vintervejr
Hvis det sner meget, og vejene er præget af isslag, bør du som udgangspunkt undgå at køre i bil. Vær opmærksom på, om politiet eller DMI i de situationer fraråder "al unødvendig udkørsel" eller ligefrem "al udkørsel".
Hvis du alligevel bliver nødt til at køre i ekstremt vintervejr, er det vigtigt, at du:
- har vinterdæk på bilen.
- kører i en opladet/optanket bil.
- medbringer fuldt opladet mobiltelefon med nummeret til vejhjælp indkodet.
- medbringer varmt tøj og skridsikre sko eller støvler.
- medbringer skovl, varmt tæppe og refleksveste.
- medbringer mad og drikke, hvis der er risiko for at strande eller køre fast og dermed skulle tilbringe mange timer i bilen.