Få overblik over parkeringspladser i bymidten, og se ændringer i parkeringsforhold
Parkeringsforholdene ændres
Fra den 1. juli til den 31. december 2025 sker der ændringer i parkeringsforholdene i Kalundborg bymidte. Det sker for at skabe de bedst mulige forhold for beboere og gæster, mens vi arbejder på at skabe en smukkere bymidte.
- Der indføres totimers tidsbegrænsning på parkeringspladser tættest ved gågaden fra klokken 9 til 17 på hverdage.
- Erhvervsdrivende og andre med heldagsaktiviteter i Kalundborg anmodes om at parkere på pladserne længere væk, for eksempel på Møllebakken og ved stadion i Munkesøen.
- Der etableres nye handicappladser i Vænget og pladser forbeholdt dårligt gående i Vænget og ved Bredgade.
Hvordan bliver adgangen i anlægsperioden?
- Der vil fortsat være adgang for brand- og redningskøretøjer.
- Der vil være gående adgang til butikker. Oftest vil den letteste adgang ske via Kordilgade.
- Beboere og virksomheder vil få specifik besked af entreprenøren, når der sker ændring i for eksempel muligheden for at parkere i baggårdene.
Hvad kommer der til at ske?
Som en del af arbejdet med at udvikle bymidten ønsker Kommunalbestyrelsen at forskønne og forbedre parkeringsarealerne ved Bredgade og skabe mere synlige forbindelser mellem Bredgade og Kordilgade.
Samtidig er projektet et klimatilpasningsprojekt, hvor regnvandet i fremtiden opsamles under pladsen og genbruges til at vande træer og bede.
Anlægsarbejdet omfatter blandt andet:
- Vi renoverer parkeringsarealet efter nutidige standarder for bredder og udbakningsareal.
- Vi etablerer et anlæg til regnvandshåndtering under pladsen, der vil nedsætte gener i nærområdet under ekstremregn.
- Vi samarbejder med private grundejere om at skabe attraktive passager for fodgængere mellem Kordilgade og Bredgade. Porte og passager fremhæves med ny belysning, beplantning og inventar. Og der skabes nye muligheder for ophold og aktivitet i gårdrummene.