Sådan giver du et praj om et beskadiget skilt
Vi sætter færdselstavler op i samråd med politiet
På veje må der kun opsættes godkendte færdselstavler. Skilte med gadenavn og husnumre er ikke færdselstavler.
Byzonetavler
Hvad er byzonetavler?
Byzonetavler er færdselstavler, som angiver, hvornår man kører ind i og ud af en by i færdselsmæssig henseende. Dermed regulerer byzonetavlerne hastigheden i et område med den såkaldte zonehastighed. Inden for byzonen gælder en og samme hastighed.
Byzonetavlerne skal ifølge færdselsloven placeres, hvor der er en bymæssig bebyggelse på begge sider af vejen, og hvor trafikanterne forventes at overholde de gældende 50 km i timen, fordi de tydeligt kan se, at det er en bymæssig bebyggelse, de kører igennem.
Trafikanter skal altså have en klar oplevelse af at komme ind i en bymæssig bebyggelse, hvor det giver mening at sætte hastigheden ned til 50 km i timen. Erfaringer viser, at bilister kan miste respekten for hastighedsbegrænsningen de steder, hvor en byzonetavle står for langt fra den egentlige bymæssige bebyggelse.
Inden for en byzone må der skiltes med hastigheder, der er større eller mindre end 50 km i timen. Dette benævnes en lokal hastighed.
Byzonetavler har intet at gøre med postadresser eller med byzoner inden for byplanlægning.
Afmærkning på vejene sker efter færdselsloven.
Postadresser sker efter adresseloven. Se eventuelt Danmarksadresser.dk
Inddeling af by- og landzone sker efter planloven og har intet at gøre med færdselsloven.
Hvorfor flytter vi byzonetavler?
Vi tjekker løbende, om byzonetavlerne i kommunen er placeret rigtigt. Mange af dem er nemlig placeret uden for tæt bebyggede områder og overholder derfor ikke færdselsloven. De tavler flytter vi for at skabe respekt omkring den lave hastighed igennem et tæt bebygget område.
Politiet er myndighed på alle spørgsmål, der vedrører færdselsloven. Flytning af en byzonetavle kræver en tilladelse fra politiet, og derfor sker flytningen af byzonetavlerne i tæt samarbejde med politiet.