Der er ingen badefrarådninger pt.
Badevandskvalitet
Kalundborg Kommune holder øje med badevandskvaliteten - den nye badesæson starter 1. juni 2026.
Sådan holder vi øje med vandet – og hvad du skal gøre
Hvordan tjekker vi badevandskvaliteten?
Vi måler løbende kvaliteten af badevandet ved alle vores strande, så du trygt kan tage en dukkert. I hver badesæson (fra 1. juni til 1. september) tager vi mindst fire prøver på hver strand. Prøverne undersøges for to typer bakterier og temperaturen måles samtidig.
Hvilke bakterier tester vi for?
- coli: Findes naturligt i mave og tarm på mennesker og dyr, og nogle typer kan give sygdom. E. coli vokser ikke i saltvand og forsvinder hurtigt.
- Intestinale enterokokker: Kommer også fra tarmen hos mennesker og dyr, og overlever længere i saltvand end E. coli.
Begge bakterietyper er tegn på forurening fra afføring – det kan f.eks. være spildevandsoverløb efter kraftige regnskyl. Findes de i høje mængder, kan der også være risiko for andre sygdomsfremkaldende bakterier eller virus. Hvis du bader i vand med mange af disse bakterier, kan du risikere at blive syg, f.eks. med maveonde eller infektioner.
Vurdering af badevandet – grøn, gul eller rød?
Vi bruger tre farver, så du nemt kan se, om det er sikkert at bade:
- Grøn: Sikkert at bade! E. coli er under 500 cfu/100 ml og enterokokker under 200 cfu/100 ml.
- Gul: Vær opmærksom – Kalundborg Kommune er ekstra opmærksom på badevandet og er i gang med at tage ekstra badeprøver!
- Rød: Badefrarådning! Der er risiko for at blive syg hvis du bader i vandet. Har du symptomer – ring til egen læge.
Hvad sker der ved badeforbud?
Hvis der er badefrarådning, informerer vi dig på flere måder:
- Det fremgår øverst på denne side
- Vi skriver om det på vores Facebook-side
- Du kan se et fysisk skilt ved stranden
Seneste målinger – find din strand
Vi viser løbende resultaterne fra alle 29 badesteder i kommunen. Du kan nemt finde den strand, du vil besøge, i oversigten herunder. Rul ned for at se alle steder.
Vær opmærksom på badevandskvaliteten her og nu
Målingerne giver et godt billede af badevandskvaliteten, men lokalt kan forholdene ændre sig på dagen.
Når du bader, bør du derfor altid selv vurdere forholdene på stedet. Vær særligt opmærksom på:
- Kraftig regn: Efter kraftigt regnvejr er risikoen for forurening af badevandet større de første 1-2 dage efter regnvejret.
- Grumset vand: Hvis vandet er meget grumset eller misfarvet, kan det være tegn på forurening eller øget forekomst af alger.
Hvis du er i tvivl om badevandskvaliteten, anbefaler vi, at du undlader at bade.
Oversigt over badevandsanalyser
Listen viser alle 29 badesteder. Rul ned i listen for at finde stranden nær dig.
Badevandskvaliteten vises med farver, som gør det nemt at forstå, om det er sikkert at tage en dukkert. Hvis stranden er markeret med grønt, betyder det, at kvaliteten er god, og det er sikkert at bade. Viser markeringen gul, skal du være særligt opmærksom, da kvaliteten har været svingende, og der tages ekstra prøver for at følge udviklingen. Hvis stranden er markeret med rød, frarådes badning, da vandkvaliteten ikke lever op til de anbefalede standarder.
Kort over badestrande
Klassifikation af badestrande
Klassifikationen kan læses ved at åbne de enkelte badevandsprofiler herunder.