Rotter er alvorlige skadedyr. I løbet af meget kort tid kan de udvikle sig til større bestande, der kan være svære at komme til livs. De udsætter kloakrør, husinventar, elinstallationer og meget andet for daglige angreb. Og de er smittebærere af alvorlige sygdomme, hvoraf nogle kan være livstruende for mennesker.
Vi tilbyder derfor at opsætte rottespærrer ved alle institutioner i kommunen. Det gælder statslige, regionale, kommunale og private.
Rottespærren vil normalt blive placeret i den private del af kloakken, efter kloak/skelbrønd. Men lokale forhold kan gøre, at den bliver placeret et andet sted.
Det kan være, at kloakken er lavet, så det ikke er muligt at opsætte en rottespærre, eller at kloakken allerede er sikret mod rotter. I disse tilfælde tilbyder vi ikke at opsætte en rottespærre.
Tilbuddet er omkostningsfrit og en del af vores pligt som kommune, jf. rottebekendtgørelsen. Det skal medvirke til at nedbringe rotternes levemuligheder mest muligt.
Tilbuddet indeholder undersøgelse af kloakledning for forekomst af rotter og eventuelle fejl på kloaksystemet. Og det indeholder montering, drift og vedligehold af rottespærren.
Inden vi monterer rottespærren, sætter vi et kamera ned i jeres del af kloakken for at sikre, at den er fri for rotter. Hvis der er rotter i kloakken, vil de blive bekæmpet ved samme lejlighed, og kloakken vil blive tjekket for yderligere fejl. Hvis vi finder fejl på institutionens kloak, er I forpligtet til at få det repareret.
Hvis I ønsker at få opsat en rottespærre, så send os en mail på rotter@kalundborg.dk