Vind og vejr påvirker vores omgivelser. Kysterne bliver udsat for slid fra strøm og bølger, hvor der flyttes rundt på store mængder materiale. Højere vandstand og hyppigere storme giver øget risiko for oversvømmelse i fremtiden. Nogle steder langs kysten er det nødvendigt at sikre og beskytte kysten mod havet.
Strande og kystlandskaber er attraktive naturressourcer, der foruden vejrligets luner, er underlagt ønsker om bebyggelse og rekreativ udnyttelse. Derfor opstår ofte den klassiske konflikt mellem interesse i bevarelse af fx bygninger og grunde på den ene side og beskyttelse af naturen på den anden.
Formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker og ejendom mod oversvømmelser og ødelæggende erosion fra havet.
Kystbeskyttelse som helhedsløsning:
Kalundborg kommunes vision er at Kalundborg skal være et godt sted at bo, leve og drive virksomhed. Kystbeskyttelse skal sammentænkes med beskyttelse af natur- og landskabsværdierne og adgang til kystområderne. Derfor skal du have en god grund når du søger om kystbeskyttelse.
Ved erosion
Kystbeskyttelsen kan bestå i at:
- Forstærke kysten (skræntfodsbeskyttelse)
- Dæmpe materialevandring eller bølgeslag (høfder, bølgebrydere)
- Tilføre materialer ude fra (strandfodring)
Ved oversvømmelse
Kystbeskyttelsen kan bestå i at:
- Udføre højvandsdiger
- Hindre tilløb af vand bagfra hidrørende fra ledningsanlæg eller åer
Et konkret kystanlæg kan være en kombination af disse. Ethvert anlæg skal vedligeholdes. Ved nye anlæg stilles normalt krav til ejer om konstant, fremtidig vedligeholdelse.
Ansøgning om tilladelse
Du/I skal sende ansøgningen online via kommunens online ansøgningsskema eller udfylde ansøgningsskemaet til kystbeskyttelse og send til dto@kalundborg.dk
VVM screening / ansøgningsskema
Samtykkeerklæring i forbindelse med kystbeskyttelse
Vejledning til ansøgningsskemaet
Etablering, ændring eller genoprettelse af kystbeskyttelse samt ændringer af terrænet må kun udføres efter tilladelse af Kommunen. Vedligeholdelse af lovlig anlagt kystbeskyttelse kan ske uden tilladelse, da ejeren af kystbeskyttelsen har pligt til at holde det i god og forsvarlig stand.
Som udgangspunkt skal der altid søges om tilladelse, når der er tale om:
- etablering af ny kystbeskyttelse
- ændring af eksisterende kystbeskyttelse, hvor anlægget ændres mht. opbygning, dimensioner og/eller materialevalg
- genopretning af eksisterende kystbeskyttelse, hvor anlægget på grund af manglende vedligeholdelse ikke længere har kystbeskyttende virkning
- ændringer af terrænet, der kan have indflydelse på kystens udvikling, f.eks. udlægning af materiale eller gravning på stranden.
Der findes to typer sager:
Du kan, alene eller sammen med andre, starte et kystbeskyttelsesprojekt
I denne type sager (Kystbeskyttelseslovens § 3-sager) er én eller flere grundejere enige om, hvad der skal udføres, og hvordan udgifterne skal fordeles.
Flere parter der ikke er enige
I den anden type sager (kommunale fællesprojekter (efter lovens kapitel 1a) ønsker én eller flere grundejere at undersøge, om det er muligt at gennemføre kystbeskyttelse for en sammenhængende kyststrækning, herunder hvordan udgifterne i givet fald skal fordeles. Alle grundejere på strækningen er ikke enige om kystbeskyttelsen. Disse sager rejses over for kommunen, som beslutter, om projektet skal gennemføres, hvad der skal udføres, og hvordan udgiften skal fordeles. Kommunen kan også selv beslutte, at der skal udføres kystbeskyttelse på en strækning.
Andre tilladelser
Da kystbeskyttelse kan have negative miljøpåvirkninger, skal projektet også vurderes i forhold til andre lovgivninger som eksempelvis habitat- og VVM-bestemmelser, natur- og strandbeskyttelse.
Du er altid velkommen til at rette henvendelse angående ansøgningsskemaer og formularer samt vejledninger til Kalundborg kommune på mail: dto@kalundborg.dk
Økonomi
Grundejerne skal dække udgifterne
Fælles for alle kystbeskyttelsessager er, at det som hovedregel er den som får gavn af kystbeskyttelsen, der betaler, og at kommunen efter lovens § 3 afgør, om der kan gives tilladelse til kystbeskyttelse. Dette gælder, hvad enten sagen er startet efter lovens § 1a eller § 3. Der kan være store udgifter til både anlægget og ansøgningsmaterialet med miljøundersøgelser
Kommunen kan stille lånegaranti
Kystbeskyttelsesloven giver kommunen mulighed for at stille lånegaranti og dække projekteringsudgifter midlertidigt.