Aktivitetsparat over 30 år

Hvis du er fyldt 30 år, og vi vurderer, at du ikke vil være i stand til at påtage dig et ordinært arbejde inden for 3 måneder, som gør det muligt for dig at forsørge dig selv, betragtes du som aktivitetsparat

Du har ret til en koordinerende sagsbehandler

Hvis du er fyldt 30 år, og vi vurderer, at du er aktivitetsparat, har du ret til straks at få en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at du får en indsats, der er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

Tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis du har komplekse problemer

Hvis du er aktivitetsparat, vil vi hurtigst muligt og senest efter 6 måneder sørge for, at du får en helhedsorienteret indsats. Indsatsen skal afspejle dine individuelle behov og sikre, at du får en jobrettet indsats og hjælp.

Indsats rettet mod arbejde

Indsatsen er rettet mod at bringe dig tættere på et arbejde og vil så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen skal samtidig tage hånd om dine forskellige udfordringer for eksempel sociale eller sundhedsmæssige problemer. Du kan være ansat med løntilskud i op til 6 måneder, når du er aktivitetsparat, som kan forlænges med op til 6 yderligere måneder.

Tæt opfølgning på din indsats

Jobcentret følger tæt op, hvis du er aktivitetsparat. Fokus er på din udvikling mod et job, og indsatsen tilpasses løbende dine fremskridt. Vi holder mindst 4 samtaler med dig inden for 12 måneder.

Du kan få en mentor

Hvis du ikke kan deltage i tilbud på grund af personlige forhold, kan du få mentorstøtte i op til 6 måneder for at stabilisere dit liv. Hvis du stadig ikke kan deltage efter denne periode, kan du få yderligere mentorstøtte. Mentoren kan også støtte dig, når du finder et almindeligt job.

Har du været indlagt med psykisk lidelse?

Hvis du er aktivitetsparat og tidligere har været indlagt med en psykisk lidelse, har du ret til en mentor som udskrivningskoordinator. Mentoren hjælper med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde. Du har ret til mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

Sanktion – hvis du ikke deltager

Du skal opfylde kravene for at modtage kontanthjælp. Hvis du uden grund undlader dette, kan din kontanthjælp blive reduceret. Ved gentagne overtrædelser kan du miste retten til kontanthjælp i op til 3 måneder. I denne periode skal du deltage i daglige samtaler eller møder i jobcentret for at få udbetalt kontanthjælp.

Indhold