Ejendomsskat og BBR

Her på siden kan du læse om ejendomsskat, ejendomsbidrag og BBR.

BBR - Bygnings- og Boligregistret

Bygnings- og Boligregistret (BBR) er et landsdækkende register med data om samtlige landets bygninger og boliger. Registret blev oprettet i 1977 ved indsamling af oplysninger på spørgeskemaer fra samtlige af landets ejere.

Registret opdateres løbende af kommunerne, især via byggesagsbehandlinger. Oplysningerne i BBR dækker bl.a. areal, beliggenhed, anvendelse, installationer, vand- og afløbsforhold, køkkenforhold, ydervægs- og tagdækningsmaterialer, årlig leje m.v. Oplysningerne i BBR skal afspejle de faktiske, fysiske forhold, altså også forhold, der eventuelt ikke er godkendte.

Oplysningerne i BBR anvendes både af de statslige, regionale og kommunale myndigheder samt af forsyningsselskaber og private virksomheder, som fx ejendomsmæglere og realkreditinstitutter.

Læs mere på www.bbr.dk

Betaling af ejendomsbidrag

Ejendomsbidragsbilletten udsendes i slutningen af januar måned og beløbet har forfaldsdato den 1. marts.

Af ejendomsbidragsbilletten fremgår opgørelse af betalingerne for det år, som ejendomsbidragsbilletten vedrører.    

Ejendomsbidragsbilletten kan indeholde beløb vedrørende:

  • Renovation
  • Rottebekæmpelsesgebyr
  • Skorstensfejerbidrag
  • Bidrag til pumpe- og digelag

For sen betaling koster ekstra

Hvis du betaler for sent, skal du betale morarenter pr. påbegyndt måned regnet fra forfaldsdatoen, med den rentesats der er gældende for indeværende år. Hvis vi har sendt en rykkerskrivelse, skal du desuden betale et gebyr på 250,- kr. pr. gang.

Opkrævning af ejendomsskatten

Opgaven med opkrævning af ejendomsskat overgår fra kommunerne til staten med virkning fra 1. januar 2024. Der vil derfor ikke blive opkrævet grundskyld via ejendomsskattebilletten fremadrettet.

I øjeblikket udsendes der nye ejendomsskattebilletter på baggrund af evt. ændringer i skatten for 2021-2023. Du kan læse mere på Vurderingsportalen

Ejendomsskattebilletten erstattes med en ejendomsbidragsbillet, der har til formål at opkræve de krav, som kommunen fortsat skal håndtere f.eks. rottebekæmpelsesgebyr og renovation.

Hvis du har spørgsmål vedrørende din ejendomsskat for 2024 og frem, skal du kontakte Skatteforvaltningen.

Indefrysning af stigning i grundskyld

Som boligejer har du siden 2018 fået indefrosset en del af din grundskyld, hvis den årligt er steget mere end 200 kr. pr. ejendom pr. ejer.

Fra 2024 er det Skatteforvaltningen som håndterer nye indfrysningslån. Lån som etableret inden 2024 håndteres indtil videre fortsat af kommunen.

Afmelding af indefrosset grundskyld

Fra 1. maj 2021 blev det muligt at afmelde ordningen for indefrysning af stigning i grundskyld, hvis du ønsker det.

For beløb indfrosset indtil 31.12.2023, skal afmelding af ordningen foregår via borger.dk, hvor du afmelder og betaler det beløb, som er indefrosset. Det er IKKE muligt at fortryde.

For beløb som vedrører 2024 og frem, skal afmelding af ordningen ske via skat.dk. 

Ejer du ejendommen sammen med andre, er det kun din andel, som du afmelder. Andre ejere skal selv afmelde. Ejer du flere ejendomme, skal du afmelde, hver ejendom, hver for sig.

Dækningsafgift

Dækningsafgift af erhvervsejendomme betales af ejendomme der benyttes til landbrug, kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende. Afgiften opkræves af den forskelsværdi (ejendomsværdi minus grundværdi) der er over 50.000 kr. Dækningsafgiftspromillen kan du finde i ovenstående link Takst grundskyldpromille.

I Kalundborg Kommune opkræves der pt. ikke dækningsafgift.

Ejendomsvurdering

Udstykningsmulighed:

Hvad skal du gøre, hvis du som borger har modtaget en ejendomsvurdering, hvor din ejendom tildeles en udstykningsmulighed?

Kalundborg Kommune kan ikke foretage vurdering af udstykningsmuligheder som din ejendom tildeles i forbindelse med de nye ejendomsvurderinger, udarbejdet af Vurderingsstyrelsen.

Dette skyldes at disse er fastsat efter reglerne i ejendomsvurderingsloven, som Kommunen ikke er myndighed på.

Kalundborg Kommune kan alene besvare henvendelser om muligheden for udstykning i forbindelse med salg af ejendom, efter ejendomsavancebeskatningsloven, eller behandle konkrete anmodning om udstykning fra en landinspektør.

Hvis du har spørgsmål til udstykningsmuligheder i relation til de nye ejendomsvurderinger og ejendomsskat, skal du derfor kontakte Vurderingsstyrelsen. Vurderingsstyrelsen: ejendomsvurderinger - Vurderingsstyrelsen (vurdst.dk)

Vi henviser desuden til det materiale du har modtaget fra Vurderingsstyrelsen, samt til vurderingsportalen Ejendomsvurdering: Din indgang til offentlig ejendomsvurdering (vurderingsportalen.dk)

Omkategorisering:

Hvad skal du gøre, hvis du som borger har modtaget en omkategorisering af din ejendom, fx fra landbrug til ejerbolig eller landbrug til erhverv?

Kalundborg Kommunen kan ikke være behjælpelig med ændringer i forbindelse med en omkategorisering.

Dette skyldes at ejendommen omkategoriseres efter reglerne i ejendomsvurderingsloven, som Kommune ikke er myndighed på.

Omkategoriseringerne omhandler ejendommens anvendelse pr. 01. marts 2021. Evt. ændringer der er sket efterfølgende, vil dermed ikke have betydning for den nuværende kategorisering, hvilket også gælder ændring i bygningers BBR kode, bygningers anvendelse eller ændringer i dyrebestanden.

En omkategorisering er alene et skattemæssigt forhold. I alle andre henseende og alle andre lovgivninger, vil ejendommen fortsat være landbrug.

Hvis du har spørgsmål til omkategorisering, skal du derfor kontakte Vurderingsstyrelsen. Vurderingsstyrelsen: ejendomsvurderinger - Vurderingsstyrelsen (vurdst.dk)

Vi henviser desuden til det materiale du har modtaget fra Vurderingsstyrelsen, samt til vurderingsportalen Ejendomsvurdering: Din indgang til offentlig ejendomsvurdering (vurderingsportalen.dk)

Ejendomsavancebeskatning

Køb og salg

Hvis du køber eller sælger fast ejendom, er det vigtigt at aftale, hvem der skal sørge for betaling af ejendomsbidragene. Du kan rette henvendelse til Opkrævningen på telefon 5953 4420, hvis dit indbetalingskort er bortkommet.
 
Køber/sælger skal selv ordne et eventuelt mellemværende via refusionsopgørelsen.

Lån til betaling af ejendomsskat

Du kan søge om lån til betaling af ejendomsskat, de såkaldte pensionistlån, hvis du har nået pensionsalderen eller får social pension, delpension eller efterløn og har fast bopæl her i landet.

Fra 2024 er det Skatteforvaltningen som administrerer de nye lån.

Man kan ansøge om et pensionistlån via skat.dk

Lån som er optaget inden 2024 skal fortsat tilbagebetales til kommunen.

Ved henvendelse til kommunen, kan du få oplyst hvor meget du skylder.

Du behøver ikke at tilbagebetale lånet, før du sælger den ejendom, hvor der er optaget lån.

Der kan kun bevilges lån til grundskylden på din bolig eller sommerhus.

Relevante links

Kontakt

Hvis du har spørgsmål omkring betaling af beløbet, kan du ringe til opkrævningsenheden på telefon 59 53 44 40.

Telefontider:

Mandag- onsdag: 08:30 – 16:30

Fredag: Lukket

Mulighed for tidsbestilling: Tryk her

Personlig henvendelse: Kun efter aftale.

Skriftlige henvendelser: Du kan sende sikker post til Kalundborg Kommune via Digital Post. 

Du kan tilgå din Digital Post via borger.dk

  • Skriv ny post
  • Søg efter Kalundborg Kommune
  • Vælg Ejendomsskat og Opkrævning
  • Vælg herefter overskrift som passer til din henvendelse.

Spørgsmål til ejendomsvurdering:

Du kan læse mere om ejendomsvurdering på SKAT's hjemmeside eller du kan kontakte Vurderingsstyrelsen på telefon 72 22 18 18.