"Jeg vil altid lære nye ting. Ellers stagnerer jeg, og det ønsker jeg ikke," siger Martin.
Og udvikling er netop det, han får.
"Jeg er matematikvejleder på Tømmerup Skole, hvilket betyder, at en del af min arbejdstid er dedikeret til at udvikle matematikundervisningen på skolen. Min skoleleder tager hensyn til mine behov og sørger for, at der næsten altid er budget til, at jeg kan deltage i konferencer eller andre efteruddannelsesmuligheder", fortæller han.
For at støtte vejlederne på folkeskolerne i hele Kalundborg Kommune arbejder man på en unik måde, forklarer Martin: "Vi er så heldige, at flere medarbejdere fra kommunen faciliterer netværksmøder for faglærere i mange af fagene. Disse møder fungerer som en slags ‘mini-efteruddannelse’, hvor vi drøfter emner som digitalisering, de bedste metoder til at undervise i algebra, eller hvordan vi skal tolke de nyeste udviklinger inden for matematik. Men også hvad kan vi gøre bedre i vores undervisning, hvad kan vi lære af hinanden, og hvilken yderligere efteruddannelse har vi brug for. Jeg tager emnerne og mine kollegers erfaringer og holdninger med mig og fortsætter snakken med mine kolleger på Tømmerup."
En anden ting, Martin sætter pris på, er nærheden til naturen: "Jeg kan godt lide at undervise udendørs. Det kunne jeg ikke i København – der var ikke ét eneste grønt område omkring skolen," siger han og fortsætter: "Naturen i Kalundborg er fantastisk. Vi er tæt på skoven, og der er en lille sø blot en kort gåtur herfra”.
”At undervise i naturen, uden at være begrænset af vægge, stole eller borde, er noget af det mest givende, jeg får lov til som lærer."
Når Martin tænker på sin fremtid i Kalundborg, lyser hans ansigt op: "Jeg har det som en blomme i et æg. Jeg føler mig tryg her. Selv på mine dårlige dage har jeg en god dag, så at sige." Han holder en kort pause og tilføjer: "Måske jeg en dag søger nye udfordringer, evt. på en større skole, men jeg har det fremragende her. Lige i øjeblikket samarbejder jeg med et forlag om udviklingen af en digital vejledningsportal. Så det er mit udviklingsprojekt pt. Og det er netop dét: Jeg får lov til at lave noget ekstra her. Og det kan jeg virkelig godt lide."