Angst og ængstelighed

Sådan kommer angst ofte til udtryk hos børn og unge: 

• er bange for at gøre ting, som andre børn og unge tager som en selvfølge. 
• undgår situationer, der er forbundet med angst (f.eks. at tale i timerne, gå til fest/børnefødselsdage, sove ude, adskillelse fra forældrene). 
• bekymrer sig og tænker meget på, hvad der kan gå galt. 
• oplever forskellige kropslige symptomer (hjertebanken, svedeture, rysten, trykken for brystet, ondt i maven, ondt i hovedet, vejrtrækning- og søvnproblemer). 
• stiller mange spørgsmål og har brug for beroligelse. 
• er udpræget genert, har lavt selvværd og ringe tro til egne evner. 
• har tvangspræget adfærd eller tanker. 

Mere end hvert 10. barn har så store problemer med angst og bekymring, at det griber forstyrrende ind i barnets og familiens dagligdag og sætter hindringer i vejen for naturlig selvstændighedsudvikling. 

Angste børn kan for eksempel også: 

• Være vrede og være på tværs hvis de udfordres på en måde, der vækker angst. 
• Være ekstremt velopdragne i skolen, og når de er sammen med andre. 
• Stille mange spørgsmål, som ”hvad nu hvis…”  
• Komme ud af balance, hvis de laver fejl, eller hvis der sker forandringer i rutinen. 
• Være enspændere eller kun have lyst til at være sammen med få mennesker. 
• Blive syge, når de skal præstere i skolen. 
• Frygte og forsøge at undgå sociale aktiviteter, såsom andre børns fødselsdage. 
• Flygte fra sammenhænge, der vækker angst. 
• Klynge sig til forældrene uden for hjemmet. 
• Være meget bekymrede. 
• Frygte at vende tilbage til skolen efter f.eks. ferie. 
• Være perfektionistiske - og bruge overdreven lang tid på lektier. 

Vær opmærksom på at ovenstående tegn også kan skjule andre udfordringer og ikke nødvendigvis er tegn på angst.” 

I lettere tilfælde af angst kan en indsats fra forældre og lærere gøre en stor forskel for barnet, i sværere tilfælde kan eksperthjælp være nødvendig. 

Du kan altid gå til din egen læge for at få hjælp til håndtering og behandling af angst hos børn og unge. Du kan også søge viden og hjælp på angstforeningen eller mindhelper

Udover tilbud fra læge og foreninger er det muligt at søge hjælp via nogle af kommunens forebyggende tilbud til børn og unge.

Inden for udviklingspsykologien taler man om ”ottemåneders”-angsten. Det sker ofte, at barnet pludselig bliver utrygt og græder, når de møder fremmede. Det skyldes, at barnet nu er blevet så bevidst at det er i stand til at skelne det kendte fra det ukendte. 

1-3 år 

I disse år øver barnet sig på at frigøre sig fra de voksne. Barnet bliver mere udforskende i forhold til omgivelserne og lærer, at den voksne godt kan gå ud af rummet, uden at barnets verden bryder sammen. Barnet forstår så småt, at det er en selvstændig person, der ikke hænger sammen med den voksne, og det kan gøre barnet bange for at miste. 

3-5 år 

I børnehavealderen bliver barnets verden endnu større, og det bliver mere orienteret mod omverdenen og lærer, hvor lille det selv er i forhold til den store verden. Måske oplever barnet, at det er utrygt at sove på sit eget værelse på grund af uhyggelige drømme og fordi, mørket kan gemme på monstre og virke farligt. 

6-7 år 

Når barnet begynder i skolen, ser og hører det i tv og fra kammeraterne, hvad der foregår ude i verden, for eksempel krig, sult, sygdom og død. Det er truende problemer omkring livets store eksistentielle spørgsmål og kan medføre, at barnet bliver angst og føler sig magtesløs. 

8-11 år 

Her bliver barnet bevidst om, at forældre engang skal dø og at barnet selv skal dø, og dette kan give nyt tankeindhold og/eller drømme, der kan skræmme i en periode. 

• Søg viden om angst og angst hos børn – se anbefalingerne længere nede på siden. Voksne kan stå uforstående over for barnets reaktion og kan have svært ved at forstå barnets angstreaktion, især hvis barnet i øvrigt er velfungerende fagligt og socialt. 
• Tilbyd tryghed, struktur og lav realistiske aftaler mellem barn, forældre og lærere/pædagoger. 
• Bevar roen – vær nøgtern og mød ikke barnets angst med bekymring. Hvis der er grund til bekymring, er det bedre at tænke i konstruktive løsningsforslag. Det er svært at berolige et barn, der har angst, hvis man ikke selv bevarer roen. Møder man barnet med et ‘lad være med at skabe dig’ eller et utålmodigt ‘tag det nu roligt’, kan det måske blive endnu mere bange og ked af det. Det er vigtigt, at voksne lytter og accepterer de følelser som barnet udtrykker. Det gør barnet mere trygt. Når følelserne bliver anerkendt, behøver det svære ikke fylde så meget. 
• Lærere og pædagogers indsats er også vigtig, når barnet skal blive trygt ved at komme i skole igen, hvis det har været fraværende. For eksempel kan det være fint, hvis den voksne i starten tager imod barnet ved skoledagens begyndelse, men dette aftales med klassens lærere. 
• Mød barnet der, hvor det er, og anerkend barnets følelser, uden at forstærke dem: Hvis barnet fx er bange for, at der ligger et monster under sengen, når det skal sove, så nytter det ikke bare at sige: ”Tag dig nu sammen”. I stedet kan man sige: ”Det er ikke rart at have det sådan, men prøv at se her, der er ikke noget monster”. 
• Hvis barnet ikke bliver mødt i sin angst eller går med angsten alene, så vil de hjernemæssige reaktioner ikke komme ned på et naturligt niveau efter en angstfuld oplevelse. Det forhøjede alarmberedskab vil så at sige ‘selvaktivere’, og barnet vil have et generelt højere alarmberedskab. Barnet vil måske så forsøge at undgå de ubehagelige følelser ved at gå langt uden om de situationer, der får angstniveauet til at stige. 
• Undgå mange ord. Små børn kan ikke tænke så meget, mest mærke. Vær kortfattet, rolig og signalér, at det her klarer vi i fællesskab: ‘Er du bange? Det kan jeg godt forstå, men kom, skal vi ikke gøre det alligevel? Vi kan godt’. Voksne skal lære ikke at spørge ind til eller sige mere, end barnet kan rumme. For mindre børn kan bare det, at man lytter, trøster, siger et par ord og giver et kram, være nok. Når et lille barn er bange, har det brug for at blive beroliget, så angsten falder. 
• Vær opmærksom på at skelne mellem egne tanker/forventninger til barnet og barnets egne følelser. For større børn kan angst handle om mange ting. F.eks. kan eksamensangst handle om at være bange for ikke at være god nok, og for ikke at gøre det godt nok. Man er måske bange for at dumpe, eller bange for at skuffe nogen. 
• Et barn, der har sagt noget ‘dumt’ i klassen, som alle griner af, holder måske op med at sige noget af frygt for at blive til grin næste gang. Problemet er, at det vedligeholder angsten og starter det, man kalder angstens onde cirkel. Prøv at hjælpe barnet ved at finde små skridt der kan støtte barnet tilbage til at kunne gøre det svære igen. 
• Vær realistisk, når I taler om angsten. Også når det handler om sygdom og død. Hvis barnet er bange i forbindelse med alvorlig sygdom, kan man måske sige: ‘Jeg kan godt forstå, at du er bange. Jeg er også lidt bange. Det kan godt være, at morfar dør, men vi håber det ikke. Lægerne er dygtige, og der er mange, der hjælper’. Man må aldrig slukke håbet. 
• Barnet har brug for at opleve, at det også kan klare sig selv. Brug derfor ord og adfærd med omhu og vær opmærksom på, at det nogle gange er den voksne, der skal ændre adfærd. Voksne, der vil bestemme det hele uden en alderssvarende dialog med barnet, skal lære, at barnet også har brug for at opleve, at det selv har en vis kontrol over, hvad der foregår. Nogle voksne skal altså finde måder hvor man kan give barnet mere plads og tid. 
• Selvom det er o.k. at fortælle et barn, hvis man selv er bange – det kan barnet alligevel fornemme – så skal de voksne være opmærksomme på om og hvordan, de taler om deres egen angst og frygt, da den kan smitte barnet. Voksne skal sørge for selv at tale om deres egen angst med andre voksne. 

Vær opmærksom på at udfordringerne vil variere alt efter, hvilken angstform, der er tale om. 

• Insisterende adfærd 
  Hos børn med angst ses hyppigt stædig insisteren på at ville noget bestemt, som regel det der føles trygt og undgå det, der føles utrygt. 
• Sikkerhedsadfærd 
  Hvis et barn f.eks. lider af separationsangst, kan det udvise sikkerhedsadfærd. Sikkerhedsadfærd kan vise sig ved, at barnet f.eks. meget ofte vil ringe hjem for at tjekke, at forældrene har det godt, eller om det bliver hentet til den aftalte tid mm. 
• Undgåelsesadfærd
  Det betyder, at børnene vil gøre alt for at undgå bestemte ting i visse situationer. Her kan man opleve mange (bort)-forklaringer, fra børnenes side, på hvorfor dette eller hint ikke er en god ide, eller at de hellere vil noget andet. 
• Afhængighed af primær voksne 
  Hos nogle børn bliver angsten så stor, at den tager magten over barnet og dets familie. Usikkerheden gør barnet bange for at blive skilt fra sine forældre. I begyndelsen er usikkerheden måske ikke så udtalt. Men i mange tilfælde trækker den familien ind i en ond cirkel. I første omgang bliver forældrene bekymrede over barnets reaktion, men kan samtidig blive irriterede og derefter komme til at opleve skyldfølelse. 
• Mangel på mestring – voksnes overbeskyttelse 
  Skyldfølelse og misforstået hensyn kan få forældre og lærere til at skærme/skåne barnet for meget, og overbeskytte barnet mod det som det oplever som farligt. Det kan betyde, at barnet mister selvtilliden, fordi det ikke får de udfordringer, det har brug for. Den ringe selvtillid, forstærker barnets usikkerhed og skaber mere tvivl og uro, og forstærker angstens onde cirkel.  

• Man kan få lyst til at passe på 
• Man kan få lyst til at presse på 
• Man kan blive provokeret 
• Man kan svinge i tilgang – den ene dag blød, den anden hård 
• Man kan synes andre skulle gøre noget andet 
• At sætte et holdbart niveau af forventning til dig selv og til barnet 
• Angst kan være specifik og/eller generel. Angst kan være irrationel og ulogisk og det kan være uforudsigeligt, hvad barnet kan mestre. Den specifikke angst kan være i forhold til bestemte ting, f.eks. edderkopper, mens den generelle angst vedrører mangfoldige bekymringer, der ikke behøver at være af konkret karakter. 
• At man kan opleve håbløshed. Træn tålmodighed og fokuser på de små fremskridt. 
• Tilbagefald – to skridt frem og et skridt tilbage. 
• Berøringsangst: Som voksen er det godt at tage fat trods egen usikkerhed – undersøg og juster dine strategier. Erfaringer med barnets angst giver mere sikkerhed undervejs, fejlvurderinger af barnets kunnen er uundgåelige. Det vigtigste er at komme i gang med at arbejde med angsten. 
• Forældres egen angstprægede adfærd kan have indflydelse på udvikling af børns angst. Men det er vigtigt at huske på at det er sjældent, at der kun er én årsag til barnets angst. Børn kan have genetisk anlæg for angst. Det handler om kemi i hjernen, temperament, personlighed, livshistorie mm. Vi bliver alle påvirket af omgivelserne, men i forskellig grad. Nogle børn er meget påvirkelige og overvældes hurtigere end andre, og alle børn er forskellige. 
• Vær bevidst om at alle overvejelser som omhandler årsagen til barnets angst kan give forældre følelsen af at være forkerte og medføre stor skam. Derfor er det vigtigt at skole og hjem fra starten sætter sig for at holde mere fokus på håndtering af angsten, frem for årsagerne. Der skal være en fælles respekt for, at angsten kan opstå af mange veje og for det meste ikke handler om kun en årsag. Det er vigtigt at have en særlig følsomhed omkring de voksne, som kan opleve sig positioneret som årsag til angsten/skyldige. 

Mere viden og inspiration kan søges (herunder litteratur til både forældre og børn): 

• Angstforeningen
• Mindhelper-skolen
• Psykiatrifonden
• SIND - Børn med angst 

Du kan også søge viden og hjælp via: 

• Skolens/dagtilbuddets tilknyttede PPR pædagogiske psykologiske konsulent 
• Egen læge 
• Private psykologer med erfaring i behandling af angst.