Om private pasningsordninger

En privat pasningsordning er en privat aftale indgået mellem forældre og en privat børnepasser.

Aftalen skal godkendes af kommunalbestyrelsen, men forældrene er arbejdsgiver for den private børnepasser, som bærer det fulde ansvar for drift af ordningen.

Private pasningsordninger er ordninger, hvor forældre har ret til at modtage et økonomisk tilskud fra kommunen til at ansætte en privat børnepasser. Den private pasningsordning baserer sig på en privatsretllig aftale mellem forældrene og den private børnepasser.

Kommunens kommunalbestyrelse skal godkende pasningsaftalen som betingelse for, at forældrene kan modtage et økonomisk tilskud. Kommunen skal også godkende børnepasseren, hvis børnepasseren passer mere end to børn.

Forskellige regler for dagtilbud og private pasningsordninger

Private pasningsordninger er ikke underlagt forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det betyder blandt andet, at den private børnepasser ikke er underlagt krav om tavshedspligt og om aktindsigt.

Private pasningsordninger er omfattet af dagtilbudslovens generelle formålsbestemmelse om blandt andet at skulle skabe trivsel, udvikling og læring for barnet, men de er ikke omfattet af dagtilbudslovens specifikke formål for dagtilbud samt kravet om pædagogiske læreplaner mv. Private pasningsordninger
skal dog arbejde med læringsmiljøer som tager udgangspunkt i børnegruppens sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger.

De forskellige regler for dagtilbud og private pasningsordninger betyder bland andet:

  • At private pasningsordninger ikke skal tilbyde alternativ pasning af barnet, hvis børnepasseren er syg eller ved afvikling af lukkedage. Hvis den private pasningsordning vælger at tilbyde pasning af vikarer, skal disse godkendes af kommunen på forhånd. Den private pasningsordning har i så fald arbejdsgiverforpligtelsen og skal indhente straffeattest. Forældrene skal oplyses om, hvem børnepasseren har fået godkendt som vikar, og hvornår børnepasseren benytter vedkommende til pasning af deres barn.
  • At kommunens forsikringer ikke gælder den private pasningsordning. 
  • At der i private pasningsordninger ikke er en øvre grænse for forældrebetalingens størrelse. 
  • At forældre i private pasningsordninger ikke har formel indflydelse i den private pasningsordning.
  • At der i private pasningsordninger ikke er bestemmelser om opsigelsesbetingelser – herunder opsigelsesvarsel.
  • At børn i private pasningsordninger kan opsiges. 
  • At børn ikke sprogvurderes i private pasningsordninger, og derfor obligatorisk skal sprogvurderes i kommunalt regi. Hvis barnet, når det er omkring treårsalderen, starter i en daginstitution, vil den obligatoriske sprogvurdering blive foretaget der. Hvis barnet ikke starter i dagtilbud, vil dets forældre modtage indkaldelse til sprogvurdering af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).
  • At private pasningsordninger ikke skal udarbejde en pædagogisk læreplan. Læringsmiljøet i den private pasningsordning skal dog indholdsmæssigt stå mål med kravene til læring og læringsmiljøer i dagtilbud. 

Normering i private pasningsordninger

Hvis ordningen er etableret i et privat hjem og varetages af én person, kan der i følge dagtilbudsloven gives tilladelse til pasning af op til 5 børn. Hvis ordningen varetages af to personer, der begge er godkendt til pasning, kan der gives tilladelse til modtagelse af op til 10 børn.

Kalundborg Kommune fastsætter som udgangspunkt normeringen til 4 børn. Hvis ordningen varetages af to personer, kan der som udgangspunkt modtages op til 8 børn. Børnene indskrives hos hver deres børnepasser.

Har den private pasningsordning egne børn i alderen fra 24 uger til 3 år og 2 måneder, tæller disse med i normeringen. 

Ordningen kan i kortere perioder på 1-3 måneder modtage op til 5 børn. Pasning af 5 børn i længere perioder end dette kræver godkendelse af Fagcenter Børn, Læring og Uddannelse. 

 
Tilskud til privat pasning

Der ydes tilskud til privat pasning fra barnet er 24 uger til 3 år og 2 mdr. Hvis det er aktuelt, kan der ydes søskendetilskud til børn i privat pasningsordning.

Der yders ikke tilskud til socialpædagogisk friplads, økonomisk friplads eller behandlingsmæssig friplads 
 
Kommunalbestyrelsen har ret til ikke at give tilskud til pasning i en privat pasningsordning, hvis det vurderes, at barnet har behov for et læringsmiljø med særlige faglige kompetencer, der tilbydes i dagtilbud. 

Læs mere om tilskud til privat pasning

Ophør af privat pasningsordning

Vilkår for ophør aftales mellem forældre og den private børnepasser. Vær opmærksom på opsigelsesvarslet, da tilskud kun kan gives til enten privat pasning eller til plads dagtilbud.  

Ved uventet pludseligt ophør af pasningsordningen har kommunalbestyrelsen pligt til indenfor rimelig tid at anvise plads i et alderssvarende tilbud. 

Tilsyn med private pasningsordninger

Kalundborg kommunen fører sikkerheds-, hygiejne- og pædagogisk tilsyn med ordningen. Dette sker med samme kadence og tilgang som for tilsvarende tilsyn i dagplejen. 

Hvis tilsynet konstaterer, at den private pasningsordning ikke praktiserer i overensstemmelse med kriterierne for godkendelse, kan Kommunalbestyrelsen vælge at tilbagekalde en pasningsaftale eller tilladelsen til at drive en privat pasningsordning.

Læs tilsynsrapporterne her

Private pasningsordninger i kommunen 

Her finder du en oversigt over private pasningsordninger i Kalundborg Kommune.

Link til gældende takster