Asbest, bygge- og anlægsaffald

Skal du anmelde bygge- og anlægsaffald? Og kender du reglerne for at håndtere og aflevere asbest? Bliv klogere på det her.

Bygge- og anlægsaffald

Uanset om du er borger eller virksomhed, skal du anmelde bygge- og anlægsaffald.

Anmeld byggeaffald

Find mere information om at anmelde bygge- og anlægsaffald

Asbest

Hvem må håndtere asbestholdigt affald?

Med en ændring i arbejdsmiljøloven har Folketingets partier vedtaget en autorisationsordning for håndtering af asbestholdigt affald. Dette betyder, at nedrivning af asbestholdige materialer fra den 1. januar 2025 kun må udføres af autoriserede virksomheder.

Formålet med denne lovændring er at reducere skadevirkningerne ved håndtering af asbest. Ikke-autoriserede virksomheder og private må kun udføre nedrivningsarbejde af mindre karakter, som for eksempel nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader.

Inden du afleverer asbestholdigt affald

Har du mere end 1 ton asbestholdigt affald? Så skal du anmelde det til os, senest to uger inden projektet påbegyndes. Herefter modtager du vores anvisning med tilhørende løbenummer.

Anmeld asbestaffald på over 1 ton

Særligt for aflevering af asbestholdigt affald til Audebo Miljøcenter:
Når du har modtaget din anvisning med tilhørende løbenummer, skal du følge ARGO's retningslinjer for udfyldelse af affaldsdeklaration for deponeringsegnet affald.

Find affaldsdeklaration hos ARGO

Skal du aflevere asbest?

Sådan afleverer du asbestaffald på genbrugspladsen:

  1. Fugt støvende asbestaffald, så støvet ikke breder sig.
  2. Pak asbestaffaldet ind i to lag tæt, lukket og klar plast.
  3. Sørg for, at indpakningen ikke kan gå i stykker, når du flytter og kører med affaldet.

Kravene gælder for alt potentielt asbestholdigt affald. Hvis du ankommer til genbrugspladsen med asbestaffald, der ikke er pakket korrekt ind, bliver du bedt om at køre igen.

På genbrugspladsen kan du aflevere op til 15 eternitplader per uge. Hvis du har flere, skal du bestille en vognmand, som kan transportere pladerne til ARGO's deponi i Audebo.

Sådan afleverer du asbestaffald på Audebo Miljøcenter:

Bemærk, at du som privatperson ikke længere kan aflevere asbestholdigt affald på Audebo Miljøcenter.

  1. Fugt asbestaffaldet med vand, så støvet ikke breder sig.
  2. Pak asbestaffaldet ind i to lag tæt, lukket plast eller i bigbags.
  3. Sørg for, at indpakningen ikke kan gå i stykker ved pålæsning, transport og aflæsning.
  4. Mærk indpakningen med ”Asbest”.
  5. Sørg for, at affaldet kan tippes/kranes af containeren – det er ikke tilladt at aflæsse manuelt.
  6. Benyt sikkerhedsudstyr, og følg deponiets regler.

Kravene gælder for alle typer potentielt asbestholdigt affald. Hvis du ankommer til deponiet med asbestaffald, der ikke er pakket korrekt ind, bliver du bedt om at køre igen.

Arbejde med materialer med asbest

Vær opmærksom på, at der er forskellige krav til, hvordan du skal håndtere asbestaffald. Og vær særligt opmærksom på, at personer, som arbejder med asbestholdige materialer, i nogle tilfælde skal have en særlig uddannelse, og at de skal anmelde arbejdet til Arbejdstilsynet.

Det er forbudt at rense asbestholdige materialer med højtryksrenser – medmindre Arbejdstilsynet har givet en dispensation.

Du kan kontakte Arbejdstilsynet på telefon 70 12 12 88 eller på arbejdstilsynet.dk.