Vi kommunikerer som én kommune
Virksomheder og borgere interesserer sig ikke for faglige skel. Vores kommunikation skal sikre helhed og sammenhæng på tværs, så vi bliver oplevet som én professionel enhed.
Vi er tilgængelige
Borgere, medarbejdere og virksomheder i Kalundborg Kommune spreder sig over en bred pallette i forhold til fx alder, uddannelse, sprog, digitale forudsætninger og kompetencer. Derfor bruger vi forskellige kanaler for at imødekomme modtagerne med tydelig, inkluderende og let forståelig kommunikation.
Vi er proaktive og påvirker gerne den nationale dagsorden
Vi bidrager aktivt til fortællingen om Kalundborg Kommune. Derfor er vi proaktive – når det kan lade sig gøre, og når det skaber mening. Vi er offensive i forhold til medier og andre interessenter i forhold til at understøtte fortællingen om styrkepositionerne og særligt elementerne i udviklingsstrategien.
Vi er agile
Vi udvælger løbende op til tre fokusområder, hvor kommunikation har en særlig prioritet. Det handler om at adressere de strategiske fokusområder, hvor kommunikation kan spille en vigtig rolle. Fokusområderne udvælges i samarbejde med direktionen. Der knyttes konkrete mål på de valgte fokusområder.